Statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup holdt onsdag pressemøde i Statsministeriet om eksplosionerne i København. Genoplev pressemødet i B.T.'s liveblog nederst i denne artikel.

Bedre sikring af grænsen til Sverige, øget tv-overvågning og et styrket værn mod sprængstoffer. Politiet skal kort fortalt have flere midler.

Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag eftermiddag efter de seneste eksplosioner i København.

»Begge sprængninger har bragt menneskeliv i fare. Det er et mirakel, at ingen er kommet til skade. Vi ved nu, at der et tale om regulære bombeangreb, der har bragt folks liv i fare,« siger Mette Frederiksen.

»Vi ser det som et angreb på vores myndigheder og dermed også vores samfund,« siger hun.

Sent om aftenen 6. august fandt en eksplosion sted ved Skattestyrelsens bygning på Østerbro nær Nordhavn Station i København.

Stort set samtlige ruder langs Skattestyrelsens facade blev knust efter eksplosionen. Og en person kom lettere til skade.

10. august blev nærpolitistationen på Hermodsgade på Nørrebro ramt af en eksplosion. Ingen kom til skade, men bygningen blev voldsomt medtaget. Facaden blev ødelagt og ruder knust.

Efterfølgende indkaldte Mette Frederiksen regeringens sikkerhedsudvalg til møde. Tidligere onsdag har justitsminister Nick Hækkerup (S) orienteret Folketingets partier om situationen.

To mænd er mistænkt for at stå bag eksplosionen ved Skattestyrelsen. De bor begge i det sydlige Skåne. Det viser oplysninger fra det svenske folkeregister.

Den ældste af mændene har adresse på den skånske sydkyst på strækningen mellem Ystad og Trelleborg. Han er 23 år og endnu ikke anholdt.

Den yngste bor lidt vest for Malmø. Han er 22 år og er tilbageholdt af svensk politi.

Om der skal indføres decideret grænsekontrol til Sverige, vides endnu ikke.

»Vi har en udfordring. Det skal ikke være sådan, at man skal kunne rejse fra Sverige til Danmark og placere dynamit midt i København,« siger Mette Frederiksen.

»Vi er ikke klar til at konkludere, hvordan det skal gøres, men grænsen har vores fulde opmærksomhed. Og den skal styrkes,« siger Mette Frederiksen.

De nye initiativer og lovgivningen på området skal efter planen stå klar, når Folketinget åbner i oktober. Det siger Hækkerup, som derfor vil drøfte sagen videre med de øvrige partier.

/ritzau/