Syv medarbejdere har mandag fået besked om, at de ikke længere skal være på lønningslisten hos Odense Teater.

I en pressemeddelelse fremgår det nemlig, at de syv medarbejdere er blevet opsagt.

Årsagerne er stigende udgifter og faldende indtægter.

»Det er aldrig en rar beslutning at sige farvel til gode medarbejdere, men vi har et ansvar for Odense Teater, som vi skal tage alvorligt. Når vi ser samlet på den seneste udvikling i Danmark og Europa – og på den forventede udvikling i den kommende tid – vil det være uansvarligt ikke at tilpasse teatret til den nye virkelighed. Det har vi gjort i god tid,« siger økonomidirektør Allan Wissmann.

Han fortsætter:

»Vi oplever heldigvis en god opbakning fra publikum, så vores billetsalg er fortsat fornuftigt, men i lighed med resten af branchen har vi også mærket en vis tilbageholdenhed. Det er en virkelighed, som vi skal forholde os til, og med denne beslutning sikrer vi, at Odense Teater fortsat kan levere teater på allerhøjeste niveau inden for de økonomiske rammer, som er til rådighed for os.«

Ud over de syv nu tidligere medarbejdere er en enkelt blevet bedt om at gå ned i tid.

Odense Teater skriver, at billetsalget langsomt gik fremad efter corona.

Men den nuværende tid med krig i Europa, inflation og generel usikkerhed har bremset den udvikling – samtidig med, at Odense Teaters egne udgifter på mad og materiale er steget.

»Vi har store ambitioner på Odense Teater, og publikum har store forventninger til os. Derfor vil jeg gerne understrege, at denne besparelse ikke får betydning for vores kunstneriske niveau eller for vores forestillinger i denne sæson,« siger teaterdirektør Jacob Schjødt.