En række af Odenses mest elskede udendørsarealer kan fra den 1. november være forbudt at ryge på.

Odense Kommune ønsker at gøre Danmarks tredjestørste by røgfri i 2030, men allerede senere på året kan der blive taget nogle store skridt i den retning.

Man ønsker nemlig at have rygeforbud på blandt andet legepladser, i Kongens Have, i Munke Mose, i Eventyrhaven og på Odense Stadion. Det skriver TV2 Fyn.

Kommunen ønsker også fremover at sige nej til arrangementer, der får økonomisk støtte fra tobaksindustrien.

Det er Sundhedsudvalget i Odense Kommune, som står bag planerne.

»Selvfølgelig giver det nogle udfordringer, og det er klart, at når vi har en ambitiøs målsætning, så kræver det noget mod og noget handlekraft.«

»Nogle ting er lettere at beslutte end andre, for eksempel legepladser tror jeg ligger ret ligetil for alle, at de skal være røgfri,« siger Kasper Ejlertsen fra Socialdemokratiet, der er formand for Sundhedsudvalget, til det fynske medie.

At kommunens legepladser skal være røgfrie, er tirsdag aften blevet vedtaget i Sundhedsudvalget, mens tanken om de andre arealer er sat på pausen.

Det blev man nemlig ikke enig om. I stedet er det forslag gået videre til Økonomiudvalget, men SF's Brian Dybro siger til TV2 Fyn, at han er meget fortrøstningsfuld.

»Der er ikke flertal i Sundhedsudvalget, men der vil være flertal i Økonomiudvalget og i byrådet. Så jeg har en forventning om, at det vil blive vedtaget,« siger SF'eren.

Byrådet vedtog i 2017, at Odense skal være helt røgfri i 2030.

Det kræver blandt andet, at man skal have den første røgfrie generation i 2025.