Odense som by skal være klimaneutral senest i 2030, og sent i går aftes blev samtlige byrådets partier - pånær lokallisten De LokalNationale - så enige om hvordan.

Partierne bag aftalen er enige om, at der bør afsættes 50 millioner kroner i 2022 til indsatserne i klimahandleplan 2022.

Biltrafikken i byen var på forhånd et af de punkter, som har været flittigt debatteret. Men aftalen er dog endt med ikke at omfatte såkaldte nul-emissionszoner, som det ellers havde været foreslået af flere partier, inden de politiske forhandlinger gik i gang.

Aftalen sigter til gengæld mod en reduktion af CO2-udledningen fra trafikken med minimum 150.000 ton senest i 2030. Investeringer i ladestandere er et af de tiltag, som skal være med til at realisere en fælles politisk ambition om, at der i 2030 er minimum 40 % el- eller hybridbiler i Odense.

Derudover indeholder planen blandt andet tiltag på følgende områder:

  • Solceller
  • Udfasning af olie- og gasfyr
  • CO2-fangst
  • Kollektiv trafik
  • Lavere hastighed i byen
  • Grøn varetransport
  • Plantning af skov

Klimahandlingsplanen præsenteres på et pressemøde tirsdag 11.30.