Kæresten smækker døren med et brag og skrider fra forholdet.

Drømmestudiet, som du ellers langt om længe er lykkes med at komme ind på, ryger lige lukt i kloakken. Din økonomi er for længst smadret, og det vil den være flere år frem.

Sådan er de barske realiteter for mange dybt spilafhængige – ludomaner – hvor skæbnen i direkte betydning i mange tilfælde nødtvungent sender dem direkte hjem i forældrenes kælder i stedet for op i penthouse-lejligheden, når indsatsen har været alt for høj, og fodboldresultaterne ikke har artet sig som forventet.

Det virkelig skræmmende er, at det med galopperende hast i højere og højere grad er de helt unge, som kommer gevaldigt ud på et skråplan og derfor ikke længere kan overskue tilværelsen.

Spilafhængighed holder flere og flere unge fast i et mønster, som de har meget svært ved at bryde ud af. I al fald hvis de ikke får hjælp.  
Spilafhængighed holder flere og flere unge fast i et mønster, som de har meget svært ved at bryde ud af. I al fald hvis de ikke får hjælp.   Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Af de omtrent 700 spilafhængige og ofte dybt forgældede personer – fortrinsvis mænd – som hvert år med desperationen lysende ud af øjnene som et sidste halmstrå af håb for fremtiden kontakter ludomanicentret i Østergade i Odense, er langt størstedelen helt unge.

»To ud af hver tre, som henvender sig hos os nu, er i alderen 18 til 30 år. Og andelen af unge er konstant stigende,« siger Michael Bay Jørsel, leder af Center for Ludomani, der er Nordens største center for behandling og forebyggelse af spilafhængighed.

Dermed er antallet af unge, som er i behandling for ludomani, tredoblet i løbet af blot ti år.

»Den her gruppe er altså ikke typer, som går på casino eller står et eller andet sted i et hjørne på et værtshus og rykker i en spilleautomat. Nej, det er ganske almindelige unge mennesker, som altid har deres iPhone inden for rækkevidde. Og det er den, de spiller på,« siger han.

Der kan spilles på stort set alt online: Fodbold, håndbold, basket, virtuelle kortspil, indholdet af dronningens nytårstale og alt mulig andet. Særligt unge mellem 18 og 30 år risikerer at blive afhængige.
Der kan spilles på stort set alt online: Fodbold, håndbold, basket, virtuelle kortspil, indholdet af dronningens nytårstale og alt mulig andet. Særligt unge mellem 18 og 30 år risikerer at blive afhængige. Foto: Nanna Kreutzmann
Vis mere

»Undervejs i en fodboldkamp kan du jo spille på hvad som helst. Det er i høj grad det, der giver afhængigheden. De unge følger typisk rigtig meget med i sport – om op- og nedadgående form, skadede spillere, nye spillere og så videre. Men i takt med den enorme viden, de har, bliver de også endnu mere fastholdt i spillet,« forklarer han videre.

Af samme grund er de unge særligt ansporet og fristet af livespil. For når der næsten konstant kommer odds i realtid op på din skærm, og stort set alle tv-fodboldkampe generelt er massivt pakket ind i bettingreklamer både før, under, efter og i pausen af opgørene, kan fristelsen blive så stor, at man som spilafhængig bare er nødt til at give det en chance og smide en tusindkroneseddel eller tre ekstra på højkant.

For det kunne jo være…

»Vi bliver bombarderet med bettingreklamer hele tiden, og det har en kæmpe, kæmpe betydning. Reklamemængden er massiv, og vi kan se, at den bliver større og større. Det gør den kun, fordi det kan betale sig for spilselskaberne. Ellers var reklamerne der ikke,« konstaterer Michael Bay Jørsel.

Mon der bliver flere eller færre end 11 indkast i kampen? Der kan spilles på næsten alt mellem himmel og jord. Live-spil online med konstant ændrede odds i løbet af en fodboldkamp appellerer til at tage chancen og smide en 'hund' eller to her og nu. Det er som regel betting-selskaberne, der vinder til sidst.   
Mon der bliver flere eller færre end 11 indkast i kampen? Der kan spilles på næsten alt mellem himmel og jord. Live-spil online med konstant ændrede odds i løbet af en fodboldkamp appellerer til at tage chancen og smide en 'hund' eller to her og nu. Det er som regel betting-selskaberne, der vinder til sidst.    Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

»Det er først og fremmest live-spillene, der driver de unge ud i et misbrug. For man skal jo have vundet de penge tilbage, som man tabte sidst. Den er den mekanisme, der driver værket,« siger han.

Michael Bay Jørsel peger på, at det er langt lettere at skjule spilafhængighed, end hvis ens misbrug er stoffer eller alkohol. Derfor er de, som dukker op hos Center for Ludomani, ofte meget langt ude, når Michael Bay Jørsel og hans kolleger ser dem første gang.

»De kommer med en baggrund, hvor de har spillet hele SU'en væk, de har spillet hele opsparingen væk, de har måske spillet kærestens penge væk, og de har spillet den fælles opsparing væk. Og så er helvede løs: Kæresteforholdet ryger, lejligheden ryger, og det er ikke unormalt, at den unge mand må melde sig ud af studiet og flytte hjem til mor og far igen.«

Centerlederen ser kun én løsning på et problem, der bare vokser fra år til år:

»Der findes ingen mellemregninger. Vi er nødt til at gå hårdt til stålet: Forbyd reklamer for spil. Simpelthen. For reklamer er ren manipulation. Der er ikke andre muligheder,« mener han.

Har du – eller nogen, du kender – konkrete oplevelser med spilafhængig og følgerne af den, så skriv til redaktionen på: tipodense@bt.dk