»Det var de menneskelige skæbner, der rørte mig mest. Vi var flere, der stod og småtudede en gang imellem. Også granvoksne mænd. Det er klart, når man ikke har sovet i en uge, og der så sker nogle vilde ting, så sidder følelserne uden på tøjet.«
En af de skæbner er en afghansk mor, der dukker op i lufthavnsterminalen i den pakistanske hovedstad, Islamabad. Herfra styrer oberst Charlotte Wetche fra Nordjylland evakueringen af Kabul. Få dage forinden har den afghanske mor født, men hun må i kaosset efterlade babyen hos bedstemoren i Kabul.
»Som mor er det noget, der påvirker meget. Jeg synes, det var helt forfærdeligt. Men efter et par dage dukker der en baby op, og vi kunne genforene dem,« fortæller oberst Charlotte Wetche.
Under et ubarmhjertigt neonlys i et lille interimistisk kontor i gate B5 i lufthavnsterminalen har hun indrettet et kontor. Hun må bruge en papkasse som bord.
Det er egentlig meningen, at oberst Charlotte Wetche selv skal til Kabul mandag 16. august. Men efterhånden som Taliban skrider hurtigt frem i landet, ændrer destinationen sig.
Nu skal hun i stedet til Pakistan, hvor hun står i spidsen for den danske mission. Sammen med den danske ambassadør i landet koordinerer hun evakueringen af Kabul.
»Det var kaotisk. Vi fik jo ikke lang tid til at forberede. Vi kommer ned fra Danmark, samtidig med at den pakistanske regering siger ja på et diplomatisk niveau til, at vi må køre operationen fra landet,« siger obersten og fortsætter:
»Derfor går der tid, før lufthavnspersonalet i Islamabad er klar over, hvad vi overhovedet skal, og at vi har fået lov til at være der.«
Det bliver startskuddet til 11 hektiske dage i Pakistan.
På minimal søvn og på en diæt af flymad i foliebakker lykkedes det alligevel at evakuere over 1.000 afghanere og dansk personale fra Kabul.
»Det var alt, der var vanskeligt. Det var vanskeligt at få materiel ud til flyet, vi måtte ikke flytte våben fra et fly til et andet, fordi de ikke måtte komme ud på landingsbanen. Vi kunne ikke holde os til, at våben var inde i et bestemt fly.«
»Jeg jokede med den danske ambassadør om, at hvis jeg blev fængslet, fordi jeg overtrådte alle de regler, de havde lagt ud, så ville hun hjælpe med at få mig ud igen. Men det var der, vi var.«
Først efter fem dage i lufthavnsterminalen får obersten halvanden times søvn i en sovepose.
Det betyder, at de mange afghanske skæbner, der strømmer gennem lufthavnsterminalen, kommer ind under huden på hende.
»Der var især den her baby, der lige pludselig dukker op, og som vi kunne genforene med sin mor. Det må jeg sige, det rørte mig, samtidig med historierne, der kom ind fra mine kollegaer i Kabul, om hvordan babyer og små børn blev rakt ind over pigtråden i håbet om, at det var bedre, at udenlandske soldater tog sig af babyen end forældrene selv,« siger obersten og fortsætter:
»Det var jo utrolig vanskeligt for familierne at komme ind i lufthavnen i Kabul, og derfor er der nogle, der i desperation simpelthen bare rakte deres børn videre. Det rørte mig meget, at afghanerne var så desperate for at komme ud af landet, at de rakte deres børn videre til vildt fremmede mennesker.«
Men også beretninger om familier, der ikke har fået alle med ud, og familiemedlemmer, der er døde i forsøget på at nå både den afghanske hovedstad, men også selve lufthavnen i Kabul, fylder.
Midt i al den menneskelige elendighed er der også solstrålehistorier. På det allerførste fly fra Kabul til Islamabad er der en, som kan genkende Charlotte Wetche.
»Pludselig er der en, der råber 'Major Charlotte, Major Charlotte!' Det var Omaid, der arbejdede i Camp Bastion, da jeg var eskadronchef i 2007. Han kommer ind i lufthavnen og falder mig om halsen,« forklarer hun.
»Det var selvfølgelig en oplevelse, der rørte mig på den positive måde, og jeg har også været ude hos ham og familien og spise afghansk frokost på asylcenteret i Holstebro.«
Der er mange grunde til, at udsendingen til Islamabad er mere speciel end de fire andre, som oberst Charlotte Wetche har været på. Den har både været intens og hastig.
»Det, der var spændende ved det, var jo, at mit ledelsesrum var enormt stort. Der var ikke ret mange ting, jeg ringede hjem for at spørge, om jeg måtte. Jeg gjorde det nødvendige sammen med ambassadøren,« siger Charlotte Wetche og fortsætter:
»Vi var i bund og grund rimelig godt dækket ind med en handlekraftig ambassadør og mig som styrkechef. Vi kunne simpelthen bare træffe nogle beslutninger på stedet for at få tingene til at ske. Det var ikke alt sammen, der var lige kønt, eller som vi havde en plan for, men vi fik det til at fungere.«
