Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama besøger SDU Kolding 28. september, hvor han deltager i 'A conversation with President Barack Obama'.

Her mødes han med nogle af universitetets studerende og en række gæster fra erhvervslivet.

Det skriver Business Kolding, som står bag arrangementet, i en pressemeddelelse.

'En af verdens mest karismatiske og vigtigste ledere har sagt ja til at besøge os. Det er et ekstraordinært øjeblik for Kolding,' siger Morten Bjørn Hansen, som er direktør for Business Kolding.

Obama var præsident fra 2009 til 2017. Som siddende præsident gæstede han Danmark to gange.

I september 2009 var han på lynvisit i forbindelse med Den Internationale Olympiske Komités (IOC) udvælgelse af OL-værtsby for 2016. Her håbede Chicago på at blive valgt.

Senere samme år deltog han i klimatopmødet COP15 i København.

Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V) glæder sig til besøget.

»Præsident Obama kommer kun til Danmark for at besøge Kolding.«

»Nuværende og kommende ledere vil i forbindelse med besøget få en enestående mulighed for at opleve præsident Obama i virkeligheden, og alle kan se frem til stor inspiration. Og så har vi i overordentlig grad grund til at være stolte,« siger Jørn Pedersen.

Henrik Dam, der er rektor på SDU, ser store muligheder i forbindelse med besøget.

»SDU er et internationalt universitet med en stærk vision. Vi ønsker at bryde grænser og forme fremtiden, og det kan besøget i høj grad være med til,« siger rektoren.

Arrangementet er ikke åbent for offentligheden, oplyser Business Kolding.

/ritzau/