Menuen er planlagt, boblerne er købt og krudtet hentet.

I morgen rammer kalenderen 31. december, og fejringen af nytåret skydes i gang – bogstavelig talt.

Men samtidig buldrer smitten derudaf i hele landet og også i Aarhus. I går blev der konstateret 1101 smittede i Aarhus, mens 23.228 fik en positiv test på landsplan.

På trods af den høje smitte planlægger Østjyllands Politi ikke skærpende coronatiltag for at forhindre store forsamlinger i midtbyen, når det nye år skal skydes ind.

Faktisk kalder politiet denne nytårsaften i Aarhus for »business as usual« på trods af de høje smittetal, der slår sidste år med længder.

De understreger, at der i år ikke er nogle restriktioner, som politiet skal hjælpe myndighederne med at overholde. De vil dog alligevel være til stede i byen.

»Der er normalt mange mennesker samlet i midtbyen ved serveringsstederne, men der regner vi med, der vil værre færre end ellers, på grund af de nuværende restriktioner, men vi vil være synligt til stede i byen, så alle kan få en tryg aften,« siger Anne Tiedemann, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til B.T.

Opfordringen fra myndighederne er dog klar: Hold så lille en nytårsfest som muligt.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde således på et pressemøde allerede før jul, at man ikke skal planlægge en kæmpestor fejring, men at man kun bør ses med nærmeste familie og omgangskreds.

Der er dog ikke et decideret forsamlingsloft, som der ellers var sidste år på denne tid. Her måtte man kun samles maksimalt ti personer i det offentlige rum i juletiden og nytårsaften.

Selvom forsamlingsloftet ikke gjaldt i det private hjem, var opfordringen her også, at man ikke skulle samles flere end ti indendørs nytårsaften.

Netop forsamlingsloftet og smitten betød, at man i København valgte at spærre Rådhuspladsen af sidste år for at undgå, at for mange samledes der og skød nytåret ind sammen.

I Aarhus valgte man dog ikke at spærre centrale pladser af. I stedet var politiet massivt til stede de steder i Aarhus, hvor mange normalt samles. Blandt andet omkring Rådhuspladsen, Store Torv og Ingerslev Boulevard.

Men sådan bliver det altså ikke helt i år.

»Men vi opfordrer alle til at passe på hinanden, særligt også med hensyn til fyrværkeri. Og vi opfordrer selvfølgelig til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger,« lyder det fra Anne Tiedemann.