Et nyt stof, der normalt bliver brugt mod epilepsi og angst, er blevet et populært rusmiddel blandt unge i Danmark.
Det skriver Politiken.
I takt med at stoffer er blevet lettere tilgængelige via de sociale medier, bliver markedet hurtigere udvidet heriblandt med receptpligtige lægemidler.
Og stoffet Lyrica, hvis aktive stof er pregabalin, er særligt populært blandt de unge. Præparatet mod epilepsi og angst har længe været populært hos unge mennesker i Sverige, men nu spreder stoffet sig blandt danskerne.
Ifølge Politiken findes stoffet i små kapsler med røde hætter på det sorte marked til 200 kroner pr. ark og er altså nu havnet i hænderne på unge, der ikke har de påkrævede diagnoser til at indtage præparatet.
Og det bekymrer professor og leder af Center for Global Kriminologi ved Københavns Universitet, Henrik Vigh, der i mange år har forsket i unges brug af rusmidler.
»Det er virkelig sket noget på det sidste. Det er noget, som læger og misbrugsfolk taler om,« udtaler han til mediet.
Den stigende popularitet af Lyrica har også været mærkbart ved den danske grænse. Ifølge en aktindsigt fra Toldstyrelsen, som Politiken har fået indsigt i, viser det et stigende antal af beslaglagte Pregabalin-præparater, der steg fra 150 styk i 2023 til 134.303 styk året efter. Det er dog faldet en del i 2025.
Ifølge dagbehandlingstilbuddet U-turn, som er et behandlingstilbud til unge med stofproblemer, ser de også, at Lyrica og Pregabalin-præparater er blevet et udbredt rusmiddel blandt unge.
Men ifølge Henrik Vigh er der flere forklaringer på, hvorfor Lyrica er blevet et så populært stof herhjemme, men en af dem er den rus, som præparatet kan give.
Pregabalin er ikke et livsfarligt stof, men på de danske sygehuse er man stoppet med at udskrive det som standardmiddel på grund af stoffets bivirkninger.
