Forestil dig et program – en slags kunstig intelligens – der gennemtrawler alle de sms'er, vi sender til hinanden. Hver eneste én.
Vildt ikke?
Men uanset, hvad du mener om det, er det ifølge DR faktisk klart til at blive implementeret herhjemme om kun en til to måneder.
Det sker på foranledning af telebranchen i et forsøg på at komme den stigende mængde digital svindel til livs.
Tiltaget har været forbi Digitaliseringsministeriet og Justitsministeriet og har fået en oprejst tommelfinger i forhold til dansk lovgivning. Også Forbrugerrådet Tænk er positivt indstillet over for den nye løsning.
»Helt konkret vil den kunne kigge efter links, hvor man forsøger at franarre folk deres informationer ved at få dem til at klikke,« siger Jakob Willer, direktør i brancheforeningen Teleindustrien.
Den kunstige intelligens kigger også på afsendere og opbygningen og indholdet, og mistænkelige beskeder vil slet ikke nå frem.
Så det virker som et spamfilter på din computer.
Jakob Willer understreger, at hvis man ikke vil have, at andre skal se ens beskeder, skal man slet ikke benytte sig af sms'er, da de i forvejen ikke er krypteret.
I Finland har man allerede indført en lignende model mod digital svindel.

