Biblioteket i Hinnerup har længe været plaget af uromagere.

Og det får nu konsekvenser for alle – også dem der ikke laver ballede.

Biblioteket har nemlig valgt at lukke en time tidligere for bibliotekets selvbetjente åbningstid, der hidtil har været til kl. 20.00, oplyser Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.

Henover efteråret har en gruppe unge udsat biblioteket for hærværk, hvor der blandt andet er blevet affyret fyrværkeri på bibliotekets toiletter.

Samtidig har de efterlagt snusposer, glasflasker og chipsposer, skriver TV 2 Østjylland.

Ifølge Favrskov Kommune har balladen været særlig slem i perioden omkring jul og nytår, og derfor har kommunen nu valgt at forkorte åbningstiderne. 

»Det er vigtigt for os, at alle kan bruge Hinnerup Bibliotek & Kulturhus trygt og med glæde,« siger kultur- og fritidschef Ulla Egeberg ifølge pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi er kede af at måtte indskrænke åbningstiden, men vi ser det som nødvendigt for at beskytte de fælles rammer, mens vi arbejder på en langsigtet løsning.«

Den kortere åbningstid træder i kraft fredag 9. januar og vil indtil videre løbe frem til 15. februar.