På torsdag i næste uge får Danmark en ny supermarkedskæde, og en del af varesortimentet kommer til at smage af Michelin-stjerner. 

Når det nye supermarked Alma slår dørene op til sin første butik, vil der nemlig være varer fra Noma Projects at finde på hylderne, som den trestjernede Michelin-restaurant Noma står bag. Det skriver Politiken.

Alma ses som en pendant til den nu hedengangne supermarkedskæde Irma, der lukkede sidste år, og de to kæder har da også noget til fælles. 

Blandt andet er det den tidligere direktør hos Irma, Alfred Josefsen, der står bag det nye supermarked, som han også skal være direktør for. 

Derudover kommer økologi, klimavenlighed og dyrevelfærd til at være i højsædet i Alma, som det var tilfældet i Irma.

At der lander varer fra Noma på hylderne hos Alma glæder direktøren sig i den grad over. Han ser nemlig flere lighedspunkter mellem de to.

»Økologi og grøn umami er fælles for os begge. At man så også hurtigt kan løfte måltidet ved at give retten et pift af Noma er jo helt fantastisk«, siger Alfred Josefsen.

Noma Projects putter smagen af Noma på glas og flasker og producerer blandt andet svampe garum, en fermenteret fiskesauce, og chilisauce med majs og yuzu.

Almas første butik åbner på Sylows Allé 17 på Frederiksberg i København, og den næste åbner efter planen i maj i år på Store Kongensgade 100 i det Indre København. Kæden kommer til at have butikker i København og Nordsjælland.