Det er velkendt, at natarbejde har negative konsekvenser for det fysiske helbred.

Men nu viser et stort, nyt studie, at hyppige skift i døgnrytmen også kan skade det psykiske helbred.

Forskerne bag studiet har fulgt 3.500 nyuddannede sygeplejerskers mentale helbred gennem seks år. 

Og det står klart, at sygeplejersker bruger mere medicin mod angst, stress, søvnbesvær eller depression, når de har et job, der inkluderer nattevagter. 

Det skriver Rockwool Fonden i en pressemeddelelse. 

»Der er en klar sammenhæng mellem natarbejde og et ekstra forbrug af psykofarmaka,« siger Astrid Sophie Fugleholm, der har gennemført undersøgelsen som en del af sit Ph.d.-projekt på Københavns Universitet.

Helt konkret viser beregningerne fra forskere på Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at for hvert år en nyuddannet sygeplejerske har natarbejde, stiger hendes risiko for at tage medicin mod mentale lidelser som stress, angst og depression med 24 procent.

Forskerne understreger at sammenhængen mellem natarbejde og mentalt helbred stadig bør undersøges nærmere.