Hunderacen mops er elsket af mange for dens brede snude, rynket udtryk og korte ben.

Men på trods af det bedårende udseende, så har hunderacen det ikke godt sammenlignet med andre hunderacer.

Det viser en ny undersøgelse fra Royal Veterinary College, der påviser, at mopsens helbred generelt set er dårligere end andre hunde. Det skriver BBC News.

Undersøgelsen vurderer, at mopsen står over for så alvorlige helbredsproblemer, at racen 'ikke længere kan betragtes som en typisk hund set fra et sundhedsmæssigt perspektiv.'

Foto: Oliver Mehlis/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Oliver Mehlis/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og resultaterne fra undersøgelsen kommer ikke som en overraskele for Dr. Myfanwy Hill, der er dyrlæge ved University of Cambridge.

»Det problem, du har, er en hund med et mindre kranium, men intet andet ved hunden er tilsvarende mindre,« forklarer dyrlægen.

Dr. Myfanwy Hill forklarer yderligere, at det lille krainum er med til at forårsage mange af de problemer, som hunden står over for - herunder problemer med vejrtrækning, hud og dens ryg.

Undersøgelsen fra Royal Veterinary College har sammenlignet helbredet for 4.308 mops og 21.835 hunde, der ikke har racen mops.

De mops, som er blevet undersøgt, har næsten dobbelt så stor risiko for at opleve en eller flere lidelser årligt sammenlignet med andre hunde.

Og det skal ses i lyset af, at hunderacen mops er steget i popularitet i blandt andet Storbritannien.