Patienter skal sidde med om bordet i nyt behandlingsråd, som skal hjælpe pressede regioner med at prioritere.

Patienter, sundhedsøkonomer og sygehusansatte skal have plads i et nyt behandlingsråd, som Danske Regioner vil nedsætte.

Behandlingsrådet skal hjælpe regionerne med at prioritere behandlinger, så man får mest sundhed for pengene.

- Der kommer rigtig mange nye løsninger i sundhedsvæsenet hvert år. Det kan være svært at vurdere ude på det enkelte sygehus eller den enkelte afdeling, om det rent faktisk er noget, der virker og giver en bedre behandling, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

Det er landets fem regioner, der driver hospitalerne. Udfordringen er, at der bliver flere ældre og dermed også flere behandlingskrævende patienter.

Samtidig er udgifterne til medicin og nye teknologier på hospitalerne stigende.

En fremskrivning viser ifølge regionerne, at sundhedsudgifterne vil stige med over 20 milliarder kroner frem mod 2030.

Behandlingsrådet skal rådgive regionerne om, hvilke typer behandlinger man skal tilbyde.

Skal et nyt knæimplantat tages i brug? Virker fototerapi mod eksem? Og kan blodprøver erstatte MR-scanninger, når man skal analysere hovedskader?

Det er nogle af de spørgsmål, som rådet med 14 medlemmer eksempelvis skal forholde sig til.

- Vi kan ikke alt i sundhedsvæsenet. Og derfor er det vigtigt, at vi er skrappe på, at det, vi tager i brug, også er det, der giver patienterne en værdi, siger Stephanie Lose.

Rådet skal ifølge regionernes forslag bestå af fem medlemmer, der repræsenterer sygehusene.

Derudover skal der være to repræsentanter for patienterne samt to sundhedsøkonomer.

Derudover skal Det Lægevidenskabelige Selskab og Dansk Sygepleje Selskab have pladser i rådet.

Danske Regioner skal udpege formanden, lyder det i forslaget, der nu sendes i høring blandt patientorganisationer og andre aktører på sundhedsområdet.

Det er regionerne selv, der skal finansiere og drive behandlingsrådet, der bliver en pendant til det medicinråd, som regionerne igangsatte for tre år siden.

Planen er, at behandlingsrådet skal trække i arbejdstøjet i begyndelsen af 2021.

/ritzau/