Et nyt portrætmaleri af kong Frederik bliver offentliggjort 25. september i Riddersalen på Frederiksborg.

Det skriver museet i en pressemeddelelse. Portrættet beskrives som det første officielle malede portræt af kongen efter tronskiftet.

Portrættet afsløres i forbindelse med 150-årsjubilæet for stiftelsen af Carlsbergfondet, som Frederiksborg er en del af.

Det er billedkunstner Cathrine Raben Davidsen, der gennem to år har arbejdet på det.

Ifølge kongehuset har kong Frederik ved flere lejligheder besøgt kunstnerens atelier og stået model.

Cathrine Raben Davidsen er den første kvindelige kunstner, der har malet et officielt regentportræt til Riddersalen.

Hun kalder det en "kæmpe ære" og samtidig "en kæmpe udfordring".

- Først og fremmest skal portrættet være en del af den historiske riddersal.

- Derudover har jeg ønsket at træde ind i portrættets verden på min egen måde og forsøgt at finde et udtryk, der både rummer kong Frederik som person, men som samtidig ligger naturligt i forlængelse af mit eget kunstneriske univers, udtaler hun i pressemeddelelsen fra Frederiksborg.

I forbindelse med afsløringen af portrættet kan man også se fotografier, tegninger og skitser fra processen.

Frederiksborg er Danmarks nationale portrætgalleri. Her hænger tusindvis af portrætter af både regenter og politikere, videnskabsfolk og kunstnere.

Kongens nye portræt skal hænge side om side med portrætter af øvrige regenter fra den glücksborgske kongeslægt.

Når kong Frederik og dronning Mary deltager ved offentliggørelsen af portrættet på Frederiksborg, sidder de ikke hvor som helst.

De sidder nemlig på to broderede stolesæder, som kongens mor, dronning Margrethe, har skabt til kongeparrets pladser, når de er på besøg på museet.

Dronning Margrethe har selv designet og udført broderierne. De tager udgangspunkt i kongeparrets kronede monogrammer.

De broderede stolesæder, som blev offentliggjort i 2025, indgår i Frederiksborgs faste udstilling.

RITZAU