Et nyt parkeringshus i Roskilde får hård kritik efter åbningen 17. august. Det store og dyre betonbyggeri midt i domkirkebyen er simpelthen for lavt og snævert at køre rundt i, lyder kritikken.

Det er ‘et p-hus bygget til minibiler med erfarne chauffører, det er jo absolut grinagtigt på alle måder,’ lyder en af de over 100 reaktioner på Roskilde Avis’ Facebook-side eksempelvis.

Kritikken kommer efter, at lokalavisen har beskrevet, hvordan bilerne ikke kan komme uhindret rundt i bygningen, der har plads til 500 biler.

Flere må bakke for at komme omkring. Biler ‘skal holde med snuden vinkelret mod opkørslen for at kunne komme op (ad opkørslerne, red.) i et hug’, lyder beskrivelsen.

Det billede genkender en lokal bilist: ‘Har prøvet p-huset, min bil er ikke stor, og jeg måtte køre tilbage og frem for ikke at skrabe bilen i siden,’ skriver hun på Facebook.

Ejendomschef i Roskilde Kommune Henrik Bendix Olsen maner dog til besindighed.

Han siger til B.T., at parkeringshuset, der har kostet 84 millioner kroner og er placeret bag byens centrale butiksgade, Algade, lever op til alle foreskrivelser.

»Rent teknisk burde der ikke være problemer med at komme ind,« siger han.

»Skiltningen skal dog gøres bedre, og vi har snakket om at sætte beskyttelses-gummikanter på siden, til når man kører op ad ramperne.«

Ifølge Henrik Bendix Olsen vil mere skiltning med eksempelvis pile gøre det lettere at køre rundt i bygningen.

»Det betyder noget for, hvor tidligt man skal rette ind og dreje. Som det er nu, ser man først pilen, der peger opad, når man er for tæt på,« siger han.

Ifølge Roskilde Avis måtte en varevogn sætte i bak og opgive at komme ind, da avisen besøgte p-huset, fordi chaufføren tilsyneladende var i tvivl om, hvorvidt køretøjet var for højt.

Men ‘normale varebiler kan godt komme ind’, lyder det fra ejendomschefen, der oplyser, at frihøjden er 230 centimeter i hele huset.

»Vi har undersøgt p-huse opført inden for de sidste fem år, og frihøjden i p-huset på Sortebrødre Plads er fem til seks centimeter højere end gennemsnittet,« siger han.