På bare et par måneder har 11.000 bilister kørt mere end 125 kilometer i timen på Øresundsbroen.

I perioden fra 10. juli til 18. september har politiet med et helt nyt målesystem kunnet fælde fartsynderne.

Hastighedsbegrænsningen er 110 kilometer i timen på broen og 90 kilometer i timen i tunneldelen.

En bilist blev målt til en hastighed på intet mindre end 203 kilometer i timen i tunnelen, og da bilisten passerede Peberholm, var vedkommende oppe på 209 kilometer i timen.

'Vi gør meget for, at det skal være sikkert at køre over Øresundsbroen, men vi oplever desværre, at nogle bilister ikke respekterer hastighedsbegrænsningerne på forbindelsen, og det medfører farlige situationer for både dem selv og andre. Vi har haft flere ulykker på grund af høj fart, og fra brugerundersøgelser ved vi, at mange af vores faste pendlere er utrygge over de bilister, der drøner af sted uden hensyn til andre trafikanter,' siger Ulla V. Eilersen, sikkerhedschef ved Øresundsbro Konsortiet, ifølge en pressemeddelse på Øresundsbron.com.

Københavns Politi er også bekymret over de høje hastigheder på broen. Derfor kommer Rådet for Sikker Trafik nu med et bud på en løsning.

De foreslår, at der skal indføres 'strækningskontrol' - en kontrol, der scanner en bils nummerplade i starten af en strækning og igen ved afslutningen af en strækning.

Hvis gennemsnitshastigheden er for høj, klapper fælden, og bilisten kan derfor ikke slippe for en bøde ved bare at sætte farten ned i sekundet, man kører forbi hastighedsmåleren.

Det er også en strækningskontrol, der bliver brugt i Norge, Østrig, Italien, England og Holland, hvor man med stor succes har brugt det på flere motorvejsstrækninger, fortæller Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik i pressemeddelsen.

Øresundsbroen har i flere år søgt om at få tilladelse til at etablere den ønskede strækningskontrol, men det er endnu ikke lykkedes.

Øresundsforbindelsen blev indviet den 1. juli 2000 og forbinder Danmark og Sverige.

Øresundsforbindelsen kostede i alt 30,1 milliarder kroner. Man har forudset, at broen vil have finansieret sig selv i år 2035.