I december slår Buens Bogcafé dørene op til den første LGBT-boghandler og café i Norden.

Efter mange måneders søgen er det lykkedes for 27-årige Kristine Sofie Høje og 28-årige Emma Mai Petersen at finde lokaler, så de kan åbne Buens Bogcafé 1. december i Maren Turis Gae.

De to kvinder har kendt hinanden siden 2005, og de kommer med vidt forskellige baggrunde – men med et fælles mål og med en fælles interesse i at gøre det lettere at være både LGBT+-person og familie i Aalborg og i Danmark generelt. Kristine er uddannet bibliotekar og Emma er ingeniør, men det lå ikke i kortene, at de skulle være selvstændige.

»Emma gik ned med stress i 2019, og på det tidspunkt drømte hun bare om at stå i en café og lave kaffe – og det passede perfekt med den idé, jeg faktisk gik og havde. Inspirationen opstod, da jeg selv stod ude på bibliotekerne og ledte efter litteratur til LGBT+-familier og til udstillinger, og det var virkelig svært at finde,« forklarer Kristine Sofie Høje og fortsætter:

»Da det gik op for os, at der ikke findes et eneste LGBT+-tilbud i regionen, så vi bliver de første boghandlere med LGBT+-fokus i både regionen og i Norden, så vi håber, det kan være med til at gøre en forskel med gode og nøje udvalgt litteratur om LGBT+, som man kan tage med hjem og beholde.«

Tanken er, at Buens Bogcafé bliver et samlingssted, hvor litteraturen giver mulighed for at tale om de ting, som ellers kan være svære som LGBT+-person og familie.

»Vi synes, det er vigtigt, at man kan spejle sig i litteraturen. Vi gør det her, fordi vi gerne vil gøre LGBT+-litteratur let tilgængeligt og udvælge noget af det gode litteratur, og vi tror på, at litteraturen åbner for nogle gode snakke.«

I Danmark findes der på nuværende tidspunkt ikke deciderede boghandlere, med fokus på LGBT+-litteratur. I København er der et LGBT-bibliotek, som er frivilligt drevet, og der findes en række andre små tiltag. Derfor ser Kristine Sofie Høje det som en kæmpe mulighed at åbne i Aalborg.

»Vores plan er, at man kan bruge vores tilbud fra Skagen til Hobro. Vi åbner i Aalborg, fordi det er her, vi bor, og det er her, vi skal blive ved med at være,« forklarer hun.

Ingen af de to unge kvinder har kunne se sig til store LGBT+-arrangementer og natklubber, og derfor er der også et helt andet fokus hos Buens Bogcafé.

»Det bliver et alkoholfrit tilbud, hvor vi har alt fra pegebøger til digtsamlinger med fokus på LGBT+. Der er plads til alle, som synes, det er interessant at blive klogere på LGBT+  igennem litteraturen. Vi håber, det bliver et mødested i regionen, hvor man har lyst til at komme. Vi vil gerne blive Danmarks litterære base og netværk for LGBT+-litteratur med både forfatterreceptioner, familiesøndage og familiegrupper,« forklarer Kristine Sofie Høje.

Allerede nu – før Buens Bogcafé er åben – er der stor interesse for og opbakning til projektet i Aalborg.

»Vi er allerede nu blevet kontaktet af både jordemødre, lærer og pædagoger har kontaktet os, fordi de skal lave forløb med udgangspunkt i LGBT eksempelvis. Vi tror på, at Aalborg er åben og tolerant nok til, at det blive rigtig godt,« forklarer Kristine Sofie Høje.