Et 10-årigt fastforrentet lån, hvor renten ikke er hverken plus eller nul, men derimod i minus.

Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt.

Men ikke desto mindre er den god nok. Fra 1. oktober sender Totalkredit et 10-årigt fastforrentet lån på gaden med en negativ rente på 0,5 procent.

Det skriver flere danske finansmedier, herunder Børsen og Finans.dk.

Ifølge sidstnævnte er lånet det eneste af sin slags i verden.

»Vi er altså i en situation, hvor du får penge sat ind på din konto hver måned, hvis du har en belåningsgrad under 40 pct. For et lån på en halv mio. kr., bliver der sat lidt over 20 kr. ind på kontoen hver måned,« siger chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard til Finans.dk.

Ifølge Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, er lånet særligt attraktivt for de danskere, der allerede er boligejere, og som overvejer at låne ekstra i deres bolig til eksempelvis renovering.

Til Børsen siger han:

»Lånet er ikke et klassisk ejerskiftelån for de mange danskere, der køber bolig i øjeblikket. Det er derimod er pivhamrende attraktivt lån for allerede eksisterende boligejere, som står med et behov for at låne ekstra i boligen og dermed skal bruge et tillægslån i den kommende tid. Det kan blandt andet være til energiforbedringer eller et nyt køkken.«

Det er ikke første gang, at Totalkredit tilbyder et sådan lån.

Over sommeren havde deres kunder samme mulighed, men her fik lånet en kort levetid.

Men trods den negative rente, så anbefaler Brian Friis Helmer alligevel, at man holder sig til et 30-årigt fastforrentet lån på 1 procent, hvis man skal have et klassisk ejerskiftelån i forbindelse med et boligkøb.

Her ligger kursen nemlig tæt på 100, mens det nye 10-årige lån forventes at åbne i kurs 97.