Havudsigt og beliggenhed i første række er normalt et plus, hvis du vil købe eller sælge bolig.

Men for tusindvis af danskere kan det faktisk blive den placering, der kan gøre deres huse værdiløse.

Det skriver JydskeVestkysten, som har set nærmere på det helt nye oversvømmelseskort fra Boliga.

Her er Esbjerg, Kolding og Aabenraa blandt de områder, der bliver udråbt som risikozoner i forhold til at blive oversvømmet.

Stormflod og oversvømmelser er ikke noget ukendt fænomen i Danmark. Sådan så det ud i Hvidovre for et par år siden, da et dige blev brudt og vandet væltede ind over et beboelsesområde. (Arkivfoto)
Stormflod og oversvømmelser er ikke noget ukendt fænomen i Danmark. Sådan så det ud i Hvidovre for et par år siden, da et dige blev brudt og vandet væltede ind over et beboelsesområde. (Arkivfoto) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Kortet viser, at også flere områder i hovedstadsområdet som eksempelvis Amager, Hvidovre og området omkring Køge er i risikozonen.

Ifølge avisen er der i Esbjerg og på Fanø samlet set 6.480 adresser, der befinder sig inden for risikozonen. Skulle området blive ramt af stormflod, risikerer 5.276 personer ifølge Kystdirektoratet at blive berørt.

»Det kan betyde, at det pæne hus, du har købt tæt på vandet, lige pludselig bliver værdiløst, fordi ingen har lyst til at bo der. Du risikerer at blive stavnsbundet, fordi du ikke kan sælge huset igen,« siger ekspert i boligrisici hos Boliga, Lars Groth, til avisen.

Allerede i dag har husene i de zoner en væsentlig længere liggetid end tilsvarende huse uden for risikozonerne.

Også i Hvidovre kan der være problemer. Sådan så Kenneth Kühns have ud en januardag i 2016. (Arkivfoto)
Også i Hvidovre kan der være problemer. Sådan så Kenneth Kühns have ud en januardag i 2016. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det er EUs oversvømmelsesdirektiv, der har gjort det til et lovkrav at udpege de områder i Danmark, hvor der er risiko for større oversvømmelse fra havet, fjorde eller vandløb.

I Danmark er der ud over Kolding, Esbjerg og Aabenraa 11 andre byer, hvor husene er særligt udsatte for at blive oversvømmede.

Kommer en by på listen over risikoområder, er den pågældende kommune forpligtet til at sætte gang i en risikostyringsplan med fokus på forebyggelse, sikring og beredskab.

På sitet dingeo.dk kan du se, om dit hus ligger i risikozonen.