Et nyt digitalt danmarkskort skal hjælpe tidligere anbragte med at finde frem til deres gamle sagsakter og blive klogere på deres opvækst.

Det oplyser Rigsarkivet i en pressemeddelelse.

Formålet er at skabe et bedre overblik over anbringelsessager fra børnehjem, opholdssteder og kommuner, og hvor man skal henvende sig for at få adgang til dem.

- Det er et vigtigt værktøj, fordi man nu kan få lettere adgang til oplysninger, der kan være med til at belyse ens barndom, siger Mai-Britt Lauritsen, der er arkivar og projektleder i Rigsarkivet.

Kortet, der er navngivet De Anbragtes Danmarkskort, samler oplysninger om 763 anbringelsesinstitutioner og kommunale anbringelsessager fra perioden 1945-2006.

Dermed kan tidligere anbragte nu målrette deres jagt efter relevante dokumenter, hvor oplysningerne tidligere var spredt mellem kommuner, institutioner, stadsarkiver og Rigsarkivet.

Ifølge Mai-Britt Lauritsen kan dokumenter om en eventuel anbringelse og institutionsophold være en afgørende kilde til viden i forhold til at forstå sin egen barndomshistorie.

- Når man får adgang til sin sag, kan man blandt andet finde beskrivelser af sin barndom, forklaringer på anbringelsen og oplysninger om skolegang, relationer og trivsel, udtaler hun.

Foruden selve kortet, der viser, hvilke sager der er bevaret, og hvor de findes, er det også til for at hjælpe dem, der ikke præcist ved, hvor de har været anbragt.

Kender man et område, en institution eller enkelte oplysninger om sin fortid, er kortet således tiltænkt som et redskab i sin søgning, lyder det fra Mai-Britt Lauritsen.

På hjemmesiden, hvor kortet er tilgængeligt, er der adgang til vejledninger, film og information, der kan hjælpe borgere med at forberede sig på at læse om deres sag.

Årsagen til dette lyder, at dokumenterne ofte er skrevet af myndigheder og fagpersoner, hvorfor de kan være "følelsesmæssigt krævende at møde".

Projektet har modtaget økonomisk støtte fra blandt andet Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Augustinus Fonden, fremgår det af meddelelsen.

RITZAU