Hundredvis af nye tilfælde af covid-19 er registreret i den amerikanske stat South Carolina.

Tilfældene menes at være opstået ved stranden Myrtle Beach, skriver CNN.

Det er primært teenagere, der er testet positive, og de har det til fælles, at de alle har været en tur på den populære strand.

Teenagerne skulle angiveligt have opholdt sig i huse nær stranden, hvor de fester og opholder sig tæt sammen – nogle steder med over 100 mennesker i et enkelt hus.

Alene tirsdag registrerede myndighederne 130 nye tilfælde, som havde forbindelse til Myrtle Beach.

Det betyder, at alle, der besøger stranden for nuværende, bør gå i karantæne i 14 dage, oplyser myndighederne.

USA er ikke det eneste sted, hvor der er problemer med at holde afstand til hinanden. I sidste uge viste billeder og videoer fra de engelske badebyer langs Dorsets kyst, hvordan tusindvis af strandgæster lå tæt, og parasoller skød op side om side.

Det fik myndighederne til at erklære 'alvorlig tilstand' og opfordre folk til at blive hjemme. Ved at erklære 'alvorlig tilstand' har myndigheder mulighed for at opruste og anvende yderligere ressourcer, herunder politi.