Et ubehageligt fund i karameller under sidste skoledags-fejring på Buskelundskolen i Silkeborg ryster skoleleder Pia Nielsen. 

»Vi har fundet en karamel med sæbe og to med sten eller grus, og det overrasker mig meget,« fortæller hun til TV 2 Østjylland.

Efter fundet har Pia Nielsen sendt en besked til elevernes forældre på Aula, hvor hun fortæller om de opsigtsvækkende fund.

Det er ikke første gang i år, at der bliver gjort ubehagelige fund i karamellerne ved 9. klassernes sidste skoledags-fejring. På Gammelgaardsskolen i Åbyhøj blev der eksempelvis fundet nåle i karamellerne, mens man på strandskolen i Riiskov fandt en tegnestift i en karamel. 

Så snart man på Buskelundskolen opdagede det uregelmæssige indhold i karamelindpakningen, slog man til med det samme og samlede alle karamellerne ind, hvilket fik eleverne i dårligt humør. 

 Pia Nielsen ved endnu ikke, hvad der nu skal ske på Buskelundskolen, men skolelederen frygter, at episoden kan få konsekvenser for traditionerne omkring sidste skoledag. 

Skolen har allerede taget en alvorssnak med eleverne i 9. klasse, som ifølge hende er lige så chokerede over hændelsen. 

Samtidig frygter hun, at den traditionelle karamelkastning kan være fortid, og at skolen fremover må finde nye måder at markere dagen på.