Når man besøger en psykiater med en række symptomer, forventer man formentlig at finde ud af, hvad der er roden til problemet.

Men hvad hvis diagnosen afhænger af, hvilken psykiater man møder?

Det er ikke et urealistisk scenario, viser et nyt studie fra Københavns Universitet.

Her blev 1.038 psykiatere og læger fra 19 lande bedt om at vurdere de samme standardiserede patientcases. Når de skulle stille en diagnose, var de kun enige i 55 procent af tilfældene.

Det overrasker forskerne.

»Det synes vi er bekymrende lavt,« lyder det blandt andet fra professor og overlæge Julie Nordgaard i en pressemeddelelse.

Særligt ved diagnoser inden for skizofrenispektret var uenigheden stor, hvor psykiatere og læger nåede frem til samme diagnose i under halvdelen af tilfældene.

Andet var det betydeligt lettere at blive enige om. 

For eksempel blev diagnoser som bipolar lidelse og ocd vurderet med samme udfald henholdsvis 94 og 92 procent af gangene.

Panum Instituttet i København huser blandt andet Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige forskning. Foto: Søren Bidstrup

Ifølge Mateo Boberg, der er førsteforfatter på studiet, skyldes uenigheden blandt andet, at symptomer på psykiske lidelser kan overlappe hinanden. Tvangstanker kan for eksempel optræde ved både ocd og skizofreni.

Det samme symptom kan derfor blive tolket på forskellige måder. Og det er ikke kun et problem på papiret.

Konsekvenser for patienterne

Uenigheden kan være »et alvorligt problem for patienterne i psykiatrien«, fremgår det af pressemeddelelsen fra Københavns Universitet. 

En usikker diagnose kan ifølge forskerne betyde, at patienter får forskellige diagnoser og behandlinger, alt efter hvilken psykiater de vurderes af. 

Samtidig kan den diagnostiske usikkerhed gøre det vanskeligere at forske i, hvad der virker mod diverse psykiske lidelser. 

»Det er efter vores opfattelse nødvendigt at træde et skridt tilbage og få beskrevet sygdomsbillederne bedre og mere præcist, så de er nemmere at afgrænse for psykiaterne – og formentlig også reducere antallet af diagnoser,« lyder det videre fra Julie Nordgaard.