Lyt til artiklen

Der skal fremadrettet tastes 1818, når borgerne i Region Sjælland skal have hjælp.

Fra lørdag 1. oktober fungerer nummeret 1818 som fælles telefonisk indgang til både lægevagt, skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse.

»Det skal være nemt at komme i kontakt med akutområdet. Fremover skal man kun huske fire cifre.«

»Jeg tror på, at 1818 kommer til at ligge på rygraden, så ingen er i tvivl om, hvordan de nemt får den rette, hurtige hjælp fra sundhedsvæsnet, når der er behov for det,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse, hvor de dog understreger, at man fortsat skal ringe 1-1-2 ved akut livstruende situationer.

Hvis man efter 1. oktober ringer til et af de tidligere akutnumre, vil man automatisk blive omstillet til 1818 – dog med en påmindelse om at ringe 1818 fremadrettet.

Samme dag, som det nye fælles akutnummer træder i kraft, overtager Region Sjælland det fulde ansvar for lægevagten i regionen.

»Tryg og nem adgang til lægevagt for alle er en afgørende prioritet for Regionsrådet i Region Sjælland.«

»Alle i vores region skal have adgang til hjælp tæt på hjemmet, og det har vi sikret med i alt 11 lægevagtskonsultationer geografisk fordelt ud over regionen,« udtaler Heino Knudsen i pressemeddelelsen.