Vi har hørt det så mange gange. At nyslåede Lotto-millionærer knap kunne tro deres eget held.

Men for en midtjysk mand i 60erne er historien er en ganske anden.

»Vi var på camping, og så skulle min kone lige tjekke mailen, og der stod, at vi havde vundet en million. Jeg tænkte, at det kunne da sagtens passe,« fortæller manden, som ønsker at være anonym, til Danske Spil.

Chancen for at vinde en milliongevinst i Lotto er ellers ganske, ganske lille – men midtjyden mener, at han generelt har heldet med sig.

Også på et område mange nok vil mene er endnu vigtigere end held i spil.

»Jeg har faktisk vundet flere, mindre ting over de sidste par år. Jeg har et særligt held. Jeg har også haft held i kærlighed. Jeg har haft min kone i et halvt hundrede år,« siger den nyslåede Lotto-millionær med et smil.

Han har da også planer om at bruge nogle af Lotto-pengene sammen med sin eneste ene.

»Det var ikke sådan, at vi stod og manglede pengene, vi er så gamle, at vi ikke skylder penge længere. Men vi har planlagt en stor rejse, vi skal ned på den anden side af jorden. Det er mange år siden, at vores børn har været med, men denne gang skal de. De ved godt, at vi har vundet, men troede også først, det var noget pjat,« siger han.

Manden har også købt en elbil efter at have vundet en million kroner i Lotto.