Skilsmisse eller ej. Det er nok ikke alle, der ville takke nej til at få andel i en milliongevinst, hvis tilbuddet kom fra eksen.

Men da en nyskilt kvinde i 50'erne fra Fredericia Kommune vandt en million kroner i Lotto, afslog hendes eksmand at få en andel af pengene.

Det Lotto-abonnement, hun havde spillet på, indgik ellers i bodelingen, men:

»Jeg spurgte min eksmand, om han ville overtage vores familie-kupon, som vi har spillet igennem mange, mange år, men det takkede han nej til,« fortæller vinderen fra Fredericia i en pressemeddelelse fra Danske Spil:

»Det skal siges, at det er mig, der har betalt den alle årene, så jeg har ikke dårlig samvittighed over, at det er mig, der nu beholder gevinsten alene. Og han fik jo tilbuddet.«

Den nyudklækkede millionær vandt på Millionærgarantien fra Lotto, hvor man bliver millionær, selvom man har 0 rigtige.

Men fordi hun havde glemt at ændre sine kontooplysninger på sit plus-abonnement, gik hun over to måneder uden at vide, at hun var blevet millionær.

Det var ellers ikke, fordi Danske Spil ikke gjorde en indsats for at fortælle kvinden om hendes nye, store formue. Tværtimod både ringede og mailede de til kvinden over en længere periode.

Henvendelserne ignorerede kvinden dog. Hun slettede sågar mailene fra Danske Spil, fordi hun var overbevist om, at det var svindlere, der var på spil og havde i sinde at franarre hende hendes kontooplysninger.

Da Danske Spil endelig kom igennem til kvinden på telefonen, var hun således ekstremt mistroisk:

»Jeg var nok lidt spids. Blev ved med at gentage: Du får ikke min Nem-konto, du får ikke noget som helst af mig! Men så bad han mig selv logge ind på NemID, hvor jeg så kunne se, at min saldo jo var på over en million kroner, da der også lå en del smågevinster fra langt tilbage. Man burde jo være bedre til at tjekke den slags,« fortæller hun.

Den nyskilte millionær fra Fredericia fortæller, at hun endnu ikke ved, hvad pengene skal bruges på – ud over måske en ny bil, is og en Legoland-tur til sine børn.