Der bliver givet større og større afslag ved bolighandler i hovedstadsregionen, og det er et forvarsel om markant og længerevarende prisfald, vurderer Nykredit.

Tirsdag udkom nye tal for boligmarkedet fra Finans Danmark, som viser, at der i andet kvartal blev givet større prisafslag på bolighandler i Danmark – drevet primært i Region Hovedstaden.

Her steg det gennemsnitlige afslag således med 0,6 procent for huskøb og 0,8 procent for køb af ejerlejligheder i området i og omkring København.

»Det er nye tider på boligmarkedet. Stigende renter på boliglån, høj inflation og udsigt til tilbagegang for dansk økonomi og den dertil følgende risiko for at miste sit arbejde mindsker selvsagt lysten til boligkøb, og nogle må helt opgive at købe bolig i den nuværende situation,« siger Mira Lie Nielsen, som er boligøkonom og chefanalytiker hos Nykredit.

Mira Lie Nielsen er boligøkonom i Nykredit.
Mira Lie Nielsen er boligøkonom i Nykredit. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Mira Lie Nielsen vurderer i samme ombæring, at der derfor nu er prisfald på vej på boligmarkedet – over en længere periode.

»Vi forventer, at situationen med højere renter, færre handler, og større udbud af boliger til salg, vil medvirke til faldende priser hen over det kommende halvandet års tid,« siger hun.

»Vi forventer de største prisfald i de dyreste områder omkring Hovedstaden, men prisfald vil kunne opleves i langt størstedelen af landet og på tværs af boligtyper,« forklarer Mira Lie Nielsen desuden.

Og selv om det primært vil kunne mærkes for købere og sælgere i københavnsområdet, så vil prisfaldet slå igennem på landsplan.

»Vores forventning er, at huspriserne på landsplan vil falde cirka syv procent det kommende halvandet års tid og omtrent 11 procent prisfald i ejerlejlighedspriserne på landsplan – det er forholdsvis store prisfald, men vil mange steder ikke være store nok til at reversere de prisstigninger, som har fundet sted i 2020 og 2021,« siger Mira Lie Nielsen.