TV2's nyhedsdirektør kalder det en sejr for dement kvinde og hendes pårørende, at rådmand vil droppe forbud.

- Det er en kæmpe sejr, ikke bare for TV2, men også for den demente kvinde og hendes pårørende, der har kæmpet for at gøre opmærksom på forholdene.

Det siger Mikkel Hertz, der er nyhedsdirektør på TV2, efter at sundheds- og omsorgsrådmand Jette Skive (DF) fra Aarhus Kommune har bebudet, at hun vil trække kommunens politianmeldelse af tv-stationen tilbage.

TV2 fulgte med skjult kamera en 90-årig dement kvinde på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Aarhus Kommune fik nedlagt forbud mod, at optagelserne vises. Først ved byretten og siden ved landsretten.

TV2 protesterede og ville prøve sagen ved landets højeste retsinstans, Højesteret.

Men det bliver tilsyneladende ikke nødvendigt.

For rådmanden bebuder, at hun ikke vil forfølge kravet om forbud mod optagelserne.

- Det er glædeligt, at man vil rydde op i sin egen baghave frem for at skyde på budbringeren, siger Mikkel Hertz.

De pårørende til den demente kvinde gav ifølge nyhedsdirektøren samtykke til optagelserne med skjult kamera.

De havde i tre år forsøgt at råbe kommunen op for at gøre opmærksom på kritisable forhold.

Mikkel Hertz forventer, at den færdige dokumentarudsendelse kan vises snarest muligt.

Han afventer en endelig melding fra kommunen samt meddelelse fra landsretten om, at forbuddet ophæves.

Men det betragter han som en formalitet på baggrund af rådmandens tilkendegivelse.

Mikkel Hertz mener ikke, at optagelserne af behandlingen af den demente kvinde kunne være sket uden brug af skjult kamera.

- Der er ikke nogen, der efter at have set de klip, som Ekstra Bladet offentliggjorde, der kan være i tvivl om, at vores afdækning har været berettiget.

- Det er et væsentligt samfundsmæssigt problem, hvis ældre i det her samfund ikke får den pleje og omsorg, de har krav på, siger han.

Ekstra Bladet har på mediets hjemmeside offentliggjort en række klip fra dokumentaren.

Det har udløst skarpe kommentarer fra blandt andre ældre- og sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som vil indkalde til et topmøde om forholdene i ældreplejen landet over.

/ritzau/