DR's mangeårige nyhedsdirektør Sandy French stopper.

Til Ritzau oplyser DR, at direktøren har foretaget kørsler med DRs taxakort, som ikke var i overensstemmelse med husets retningslinjer.

Selvom DR ikke vurderer, at French har »handlet forsætligt«, har det indgået i en beslutning om at fyre hende, lyder det. 

French har ifølge DR tilbudt at betale 16.000 kroner tilbage for at dække kørsler.

Tidligere på året kunne Frihedsbrevet dokumentere, at den afgående direktør i en årrække har brugt tusindvis af kroner på taxature, som i mange tilfælde har været på korte strækninger.

DR har dog ikke »uregelmæssigheder generelt« i hendes rejseudgifter, lyder det i en pressemeddelelse.

Dog konstaterer DR, at French i uoverensstemmelse med reglerne har kørt mellem sin bopæl og sit arbejde.

DR har tidligere meldt ud, at French stopper, mens det statsstøttede medie arbejder hen mod en ny strategi under den nytiltrådte generaldirektør, Bjarne Corydon.

»Hendes fratræden sker på et tidspunkt, hvor DR gennemfører de første organisatoriske ændringer, som skal understøtte DRs arbejde med implementering af en kommende ny strategi,« siger generaldirektør Bjarne Corydon ifølge en pressemeddelelse.

DR Nyheders ledende redaktionschef, Kirsten Marie Svendsen, skal nu være konstitueret nyhedsdirektør, indtil DR finder en afløser.

Selv siger French ifølge DR:

»At nye kræfter skal til er et vilkår på det her niveau, og jeg videregiver trygt DR Nyheder til min efterfølger«.

Corydon, som er tidligere Socialdemokratisk finansminister og efterfølgende chefredaktør på Børsen, tiltrådte selv posten som DRs generaldirektør i august.

I den forbindelse har han varslet strategiske ændringer hos mediet.