Med knyttet hånd holder han om jernlænken, der sidder stramt om hans venstre ankel.

Den 17. april i år kontakter den drabsdømte dansk-somalier Omer Muse pludselig B.T. fra fængslet i Somalia, hvor han afsoner sin straf for drabet på 21-årige Jonas Thomsen Sekyere.

Tidligt om morgenen lørdag den 17. november 2012 blev Jonas Thomsen Sekyere dræbt med flere knivstik af Omer Muse under en bytur på Vesterbro-diskoteket Bakken i Kødbyen.

Omer Muse har sendt et billede af sig selv fra cellen i Somalia til B.T. Han har sultestrejket i 11 døgn. Han vil hjem til retsforfølgelse i Danmark, siger han over telefonen:

Dansk-somaliske Omer Muse blev i 2016 dømt for drabet på Jonas Thomsen Sekyere. Omer Muse afsoner dommen i Somalia. Nu vil han til Danmark.
Dansk-somaliske Omer Muse blev i 2016 dømt for drabet på Jonas Thomsen Sekyere. Omer Muse afsoner dommen i Somalia. Nu vil han til Danmark. Foto: Privat foto
Vis mere

»Jeg ønsker en retfærdig rettergang. Mit land er jo Danmark.«

I Danmark husker Frederik Kjær, en af afdøde Jonas Thomsen Sekyeres allernærmeste venner, drabet, som var det i går.

»Jeg sad i Brøndby til et kursus og havde ikke tjekket min telefon i nogle timer. Da jeg så på den, kunne jeg se, at den havde ringet 20 gange.«

»Da jeg tager den, er det et par af Jonas' veninder, Laura og Stina, som fortæller, hvad der er sket. Derfra kørte jeg nærmest ambulancekørsel – over for rødt flere gange – og parkerede på en græsplæne ved Rigshospitalet,« husker Frederik Kjær.

Frederik Kjær (tv) og Jonas Thomsen Sekyere (th).
Frederik Kjær (tv) og Jonas Thomsen Sekyere (th). Foto: Privatfoto
Vis mere

Han har svært ved at forlige sig med tanken om, at hans gode ven blev dræbt af en person, som tilhører den udenlandske nationalitet i Danmark, der i absolutte tal dømmes hyppigst for personfarlig kriminalitet opgjort som drab/drabsforsøg, vold og røveri. Kunne bedre integration have forhindret drabet, tænker Frederik Kjær højt:

»Det kunne være, at politikerne burde kigge lidt nærmere på de befolkningsgrupper, der ligger i toppen. For der er tydeligvis noget i integrationen, som er slået fejl, når folk som Jonas bliver ofre.«

Personer med somalisk nationalitet er nemlig i perioden 1. januar 2014 til 3. november 2018 dømt 1.111 gange ved en dansk domstol for enten drab/drabsforsøg, vold eller røveri. Det viser et svar fra justitsministeren til Folketingets Retsudvalg i november 2018, som B.T. efterfølgende har databehandlet.

De tal fordeler sig på 26 domme for drab eller drabsforsøg, 916 for vold og 169 for røveri.

På de følgende pladser kommer irakere og tyrkere. Irakere har fået 22 domme for drab eller drabsforsøg, 709  for vold og 120 for røveri. Tyrkere har fået 39 domme for drab eller drabsforsøg, 694 for vold og 90 for røveri.

Selv når man tager højde for alder og familieindkomst, er herboende somaliske efterkommere stærkt overrepræsenterede i voldsstatistikken, dokumenterer rapporten 'Indvandrere i Danmark, 2018' fra Danmarks Statistik:

Hver gang gennemsnitlige unge mænd i Danmark med samme alder og familieindkomst som somaliske efterkommere dømmes 10 gange for vold, dømmes somaliske efterkommere hele 36 gange.

Fejlslagen integration er en del af forklaringen, påpeger Mehmet Ümit Necef, lektor i kultursociologi ved Syddansk Universitet:

»Mange af deres forældre lever på overførselsindkomster. De er måske analfabeter og taler ikke dansk,« siger han.

»Det kan betyde, at nogle somaliske drenge og unge mænd mister respekten for deres forældre, og så finder de i stedet deres normer på gaden, i det kriminelle miljø, i banderne eller i et radikaliserende miljø.«

Dårlig integration er imidlertid kun en del af forklaringen. Også forhold i somaliernes hjemland har betydning, siger Torben Tranæs, forskningsdirektør ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Mange personer fra eksempelvis Mellemøsten eller Somalia har en baggrund i et land med krig eller krigslignende tilstande,« siger han og tilføjer:

»De kommer fra lande med ufred, voldelige konflikter, og hvor myndighederne benytter sig af vold og ikke skjuler det. Det må forventes at kunne have en betydning.«

Omer Muse, i dag 34 år, flygtede efter drabet på Jonas Thomsen Sekyere i november 2012 til Somalia, hvor han i 2014 blev anholdt og i juli 2016 idømt 20 års fængsel og til at betale en erstatning på 33 ⅓ kameler til Jonas Thomsens Sekyeres efterladte. Somalias højesteret nedsatte i april 2017 dommen til 10 års fængsel.

Omer Muse ønsker med henvisning til sit dobbelte statsborgerskab at blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Men som sagen står, kan det ikke lade sig gøre, da de somaliske myndigheder afviser at udlevere ham, ligesom Danmark ikke har en udleveringsaftale med Somalia.

Omer Muse nægter sig skyldig i drabet. Hans påstand er, at han slog Jonas Thomsen Sekyere ihjel i selvforsvar.

Stedet i Kødbyen i København, hvor Jonas Thomsen Sekyere blev knivdræbt. Drabsmanden flygtede til sit fødeland, Somalia.
Stedet i Kødbyen i København, hvor Jonas Thomsen Sekyere blev knivdræbt. Drabsmanden flygtede til sit fødeland, Somalia. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

For Frederik Kjær er sagen uforløst.

»Det er mærkeligt uafsluttet. For vi aner egentlig ikke noget om de forhold, ham Omer sidder under.«

»På den ene side er det fint, at han sidder fængslet i Somalia, for så er han langt væk og kan ikke pludselig komme ud og gå på gaden i Danmark,« siger Frederik Kjær og tilføjer:

»Men på den anden side så jeg ham gerne retsforfulgt herhjemme, så vi kunne få svar på en masse af de ting, som aldrig er blevet belyst.«

Livet går videre for Frederik Kjær. Men ikke en dag går, uden han tænker på sin afdøde ven.

Frederik Kjær (i midten) glemmer aldrig begravelsen af hans nære ven Jonas Thomsen Sekyere, som blev knivdræbt af en herboende somalier, der flygtede til Somalia.
Frederik Kjær (i midten) glemmer aldrig begravelsen af hans nære ven Jonas Thomsen Sekyere, som blev knivdræbt af en herboende somalier, der flygtede til Somalia.
Vis mere

»Omkring et halvt år inden Jonas' død var vi på fisketur sammen. Og der talte vi om, hvordan vores begravelser skulle være,« siger han og slutter:

»Det er en mærkelig tanke i dag.«