Hjemsendt på lønkompensation. Hjemmeskole. Mindre kontakt med familie og venner. Coronakrisen har givet mange danskere mere tid i hverdagen.

Nye tal viser imidlertid, at danskerne ikke bruger den ekstra fritid på at holde sig i form. Snarere tværtimod. Og det vækker bekymring.

Hele 38 procent af dem, der dyrkede idræt før coronakrisen, er stoppet, mens 62 procent af danskerne over 18 år bruger mindre tid på sport og motion end før nedlukningen af Danmark, viser tal fra Idrættens Analyseinstitut ifølge Jyllands-Posten.

»Det gør et stort indtryk på mig. Det er værre, end jeg havde regnet med. Det understreger bare, at det er super vigtigt, at vi får åbnet for mere idræt i den kommende tid. Når vi ser så store fald i danskernes aktivitet, betyder det dels rigtig meget for folkesundheden, men det betyder også, at mange sidder ensomme tilbage og savner fællesskabet gennem idrætsforeningerne. Det bør påkalde politisk opmærksomhed,« siger Morten Mølholm, direktør i Danmarks Idrætsforbund, til Jyllands-Posten.

En af dem, der ikke har holdt de sunde motionsvaner ved lige, er 45-årige Charlotte Petersen fra Stege. Hun fulgte kostplaner fra internettet og dyrkede fitness og zumba før coronakrisen.

Nu er hendes hverdag en helt anden.

»Jeg har vel taget omkring fem kilo på. Det kan jeg mærke, når jeg skal lukke bukserne. Men hvad skal jeg ellers lave herhjemme end at gå spise snacks hist og her?,« siger Charlotte Petersen til B.T.

Sideløbende med, at lysten og overskuddet til at træne er forsvundet, er maden blevet mere 'junk-agtig', som hun forklarer.

45-årige Charlotte Petersen har taget fem kilo på.
45-årige Charlotte Petersen har taget fem kilo på.

Er du helt stoppet med at dyrke motion under coronakrisen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til os på Facebook eller send en mail til 1929@bt.dk.

B.T. interviewede Charlotte Petersen i forbindelse med en anden undersøgelse, som også viser en bekymrende udvikling under coronakrisen.

I undersøgelsen, som YouGov lavede for Business Danmark sidste uge, svarede 27 procent af de adspurgte danskere, at de har taget på i løbet af de seneste uger.

Formand for arbejdsmiljøudvalget hos Business Danmark og personlig træner Tobias Bai har et bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

»Tilgængeligheden for noget øger sandsynligheden for at vælge det. Derfor er det meget nemmere at åbne en Snickers end at skulle tage gulerødder ud af posen og skrælle dem,« siger han.

Netop tilgængeligheden og den medvirkende motivationsfaktor påpeger formanden for DGI, Charlotte Bach Thomsen, som en stærkt medvirkende faktor for, at færre danskere dyrker motion i øjeblikket.

Vi motionerer ikke kun for at holde os i form. De sociale betyder også meget, når vi møder op til eksempelvis fodboldtræningen eller spinning-timen. Men det sociale er en mangelvare for rigtig mange netop nu på grund af at træningscentrene og størstedelen af idrætsforeningerne er lukket ned.

Der er dog også gode nyheder i de nye tal fra Idrættens Analyseinstitut. 10 procent af dem, der ikke dyrkede motion før coronanedlukningen, er kommet i gang.