Stranden i Blokhus og Faarup Sommerland er populære blandt turisterne.

Men det går noget mere trægt med at tiltrække fastboende til Jammerbugt Kommune.

Ja, faktisk er Jammerbugt den kommune, danskerne har mindst lyst til at bosætte sig i. Det viser helt nye tal fra Voreslejebolig.dk.

Boligportalen har undersøgt, hvor stor danskernes interesse er for at bo i hver af de 98 kommuner.

Det har Voreslejebolig.dk gjort ved at kigge på fordelingen af mere end 200.000 søgninger efter boliger i Danmark i 2019. I analysen gøres boligsøgernes interesse for de forskellige kommuner indbyrdes sammenlignelige ved at regulere for forskellene i kommunernes befolkningstal.

Og her er Jammerbugt den absolutte bundskraber. Du kan se, hvor populær din kommune er, i boksen herunder.

Den nordjyske kommune har blot et indekstal (antal boligsøgninger divideret med kommunens indbyggertal ganget med 100) på 0.790. Til sammenligning har Dragør på førstepladsen et indekstal på hele 69.853.

I det hele taget er Nordjylland ikke særlig populær blandt de boligsøgende danskere.

Thisted, Morsø og Frederikshavn kommuner følger lige efter Jammerbugt i bunden af listen.

»Det er kommuner, som danskerne tilsyneladende går i en rigtig stor bue uden om«, siger Thomas Barfod fra Voreslejebolig.dk.

Også Aalborg er tæt på bunden af listen. Kommunen er helt nede som nummer 90 blandt de i alt 98 kommuner, hvad popularitet blandt boligsøgerne angår.

Da boligportalen Boligideal lavede en lignende undersøgelse sidste år, var Morsø mindst populær efterfulgt af Thisted og Jammerbugt, så der er byttet lidt ud på bundplaceringerne.