Næsten hver tredje ikkevestlige indvandrer i Danmark er på offentlig forsørgelse.

Men i flere kommuner er tallene markant højere - og det koster de danske skatteydere dyrt. Meget dyrt.

Odense Kommune skraber bunden.

Her er 45 procent af indvandrerne fra ikkevestlige lande så som Mellemøsten og Nordafrika på offentlig forsørgelse såsom kontanthjælp og dagpenge.

Hvis blot Odense Kommune kunne nå op på landsgennemsnittet på 32 procent ville statskassen - og dermed skatteborgerne - kunne spare 254 millioner kroner. Om året. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.

I en anden kommune kunne besparelsen være endnu større.

Aarhus Kommune ville kunne spare hele 371.882.749 kroner om året, hvis blot en tredjedel af indvandrerne fra ikkevestlige lande var på offentlig forsørgelse.

Aktuelt er tallet 43 procent.

»Der er et kæmpestort økonomiske potentiale i kommunerne, hvis ikkevestlige indvandrere kommer i job,« siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Rasmus Brygger, som beskæftiger sig med integration, til Berlingske.

Som du kan se i faktaboksen herunder, er der ti danske kommuner, hvor mindst 40 procent af de ikkevestlige indvandrere modtager offentlig forsørgelse. Til sammenligning er tallet blot 14 og 15 procent i de to kommuner, der topper listen, Gentofte og Vallensbæk.

Kommunernes Landsforening (KL) anerkender, at der er et problem.

Formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL, Thomas Kastrup-Larsen (S) forlanger, at kommunerne tager fløjlshandskerne af - især overfor én bestemt gruppe.

»Der er en særligt udpræget udfordring med kvinderne, som ikke har haft tradition for at gå på arbejde, og hvor manden måske ikke altid ønsker, at de kommer ind på arbejdsmarkedet. Vi skal stille flere og hårdere krav til kvinderne, så de kommer ud på arbejdsmarkedet. Der har været en tendens til at tage særhensyn ud fra sociale forhold, og det er misforstået omsorg,« siger Thomas Kastrup-Larsen til Berlingske.

Der ville være mange penge at spare, hvis færre ikkevestlige indvandrere var på offentlig forsørgelse. Hvis alle kommuner nåede ned på landsgennemsnittet, som i 2018 var 32 procent, ville Danmark kunne spare over 1,1 milliard kroner om året på de kommunale budgetter.

Til sammenligning var 18 procent af borgerne med dansk oprindelse på offentlig forsørgelse i 2018.

En opgørelse fra Finansministeriet viser, at ikkevestlige forventes at koste det offentlige 33 milliarder kroner om året frem mod 2100.