»Det er ikke godt nyt.«

Sådan lyder det fra chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard fra Totalkredit om de nye tal, som Nationalbanken her til morgen har offentliggjort.

De viser nemlig, at særligt udenlandske investorer sidste år solgte ud af deres ejerandel af danske realkreditobligationer med fast rente.

Og det er dårligt nyt for boligkøberne herhjemme.

Det kan nemlig spille ind på boligrenten.

De nye tal fra Nationalbanken viser, at der ved udgangen af 2022 er for 202 milliarder kroner færre realkreditobligationer bag lån med fast rente end for et år siden.

»Markedet for realkreditobligationer med fast rente er skrumpet gevaldigt i 2022, fordi 200.000 danske boligejere med fast rente har lagt lån om. Derved har det skåret en luns af gælden, og derfor er der brug for færre obligationer. Samtidig er op imod knap halvdelen af dem, der har lagt lån om, skiftet over til variabel rente,« forklarer chefanalytikeren i en skriftlig kommentar.

Det er især japanske investorer, der har nedbragt deres beholdning af danske realkreditobligationer mærkbart, lyder det.

At udlandet er mindre interesserede i dansk realkredit er ifølge Sune Malthe-Thagaard 'ikke godt nyt for danske boligejeres boligrenter'.

»Men det er dog ikke hovedkraften bag de stigende renter. Her spiller centralbankerne hovedrollen,« understreger han.

Han forklarer, at færre udenlandske investorer i sig selv giver lidt højere boligrenter, men at det ellers er det højere renteniveau på finansmarkederne i hele verden, der spiller ind:

»Udenlandske investorer betyder noget, men ikke alt. Også bare de store udsving på rentemarkederne giver i sig selv højere boligrenter. Simpelthen fordi investorer ikke er sikre på, hvad de har at forholde sig til,« fortæller han.