Der kan komme til at mangle flere hundrede tandlæger i Danmark i 2035, hvis regeringens ambition om gratis tandpleje til alle voksne bliver gennemført.

Det viser en fremskrivning fra Tandlægeforeningen ifølge Politiken.

Ifølge Tandlægeforeningens fremskrivning vil der være behov for 800 flere tandlæger om ni år.

Fremskrivningen forudsætter, at alle voksne begynder at gå til tandlæge på samme niveau, som den fjerdedel af befolkningen med de højeste indkomster gør i dag.

Lidt over halvdelen - 55,7 procent - af befolkningen over 20 år går i dag til tandlægen. Det svarer ifølge Tandlægeforeningen til 716 patienter per tandlæge.

Der er omkring 4500 erhvervsaktive privatpraktiserende tandlæger i Danmark. Det er omkring 100 færre end i 2010, fremgår det af Politikens historie.

RITZAU