Vi hører det hvert eneste år op til nytår: Hvor vigtigt det er at bære beskyttelsesbriller, når man affyrer fyrværkeri.
Alligevel viser nye tal, at mange glemmer det. Rigtig mange.
Hele 44 procent af de adspurgte danskere svarer i en YouGov-undersøgelse, som Sikkerhedsstyrelsen har fået foretaget, at de har fyret krudt af uden beskyttelsesbriller.
Hele 43 procent angiver glemsomhed som årsagen til den manglende beskyttelse af øjnene nytårsaften – og det giver dybe panderynker i Sikkerhedsstyrelsen.
»Det er et alvorligt problem, at så mange danskere stadig glemmer beskyttelsesbrillerne. Ét enkelt øjebliks uopmærksomhed kan koste synet – og det kan ske for enhver,« siger teamleder i Sikkerhedsstyrelsen, Helle Andersen, i en pressemeddelelse fra styrelsen.
»Næsten hver tredje fyrværkeriskade er ifølge sidste års statistik en øjennær skade – så det kan ikke gentages nok gange, hvor vigtige beskyttelsesbriller er. Det skal i hvert fald ikke være glemsomhed, der er hovedgrunden,« tilføjer hun.
Glemsomhed er den klart hyppigst angivne årsag til, at danskerne ikke har beskyttelsesbriller på, men flere andre forklaringer går også igen i YouGov-undersøgelsen:
Ti procent synes, at beskyttelsesbriller er ubehagelige at have på.
Tre procent synes ikke, beskyttelsesbriller ser smarte ud.
14 procent ejer slet ikke et par beskyttelsesbriller.
Syv procent gider bare ikke have dem på.
Sikkerhedsstyrelsen har i samarbejde med musikeren Benjamin Hav og en dansk skoleklasse lavet sangen og musikvideoen 'Hav du husket brillen?' med henblik på at få flere til at huske at beskytte øjnene, når nytåret skal skydes ind.
1.023 danskere er blevet spurgt til deres brug af beskyttelsesbriller i den nye YouGov-undersøgelse.
