De hyppigste symptomer er hoste, feber og vejrtrækningsproblemer - men nu peger flere undersøgelser på, at kløe, udslæt og irriteret hud kan være et tegn på coronavirus.

I Italien har hudlæger foretaget prøver på 150 indlagte patienter, og det viser sig, at cirka hver femte patient havde enten kløe eller udslæt på huden. Det skriver Berlingske.

I en ny rapport står der dog også, at man ikke skal tro, at alle patienter med udslæt har coronavirus.

»Udslæt kan også skyldes anden infektion forbundet med SARS-CoV-2 eller anden luftvejsinfektion,« skriver forskerne i rapporten.

En af forskerne bag rapporten er dermatologiprofessor Kanade Shinkai fra University of California. Hun skriver ifølge Livescience, at det er 'slående', at så mange voksne, der er ramt af coronavirussen, også udvikler udslæt.

På sin Twitterprofil går hun nu ud og advarer mod disse symptomer og siger, at man skal være opmærksom.

Også i Spanien og Frankrig har lægerne oplevet covid-19 patienter have udslæt og kløe.

Til Berlingske udtaler overlæge på Arhus Universitetshospitals afdeling for hud- og kønssygdomme Christian Vestergaard, at nogle patienter med coronavirus i Danmark også har haft udslæt. Han understreger dog, at man tit får udslæt, når man er inficeret med en virus.