Ny skilsmisseregel skulle skåne børn for skænderier. Men reglen gør, at børnene lever længere i konflikt.

Den 1. april kom der nye regler for forældre, som skal skilles.

En regel skal ligestille forældrene og skåne barnet for konflikt ved at lade barnet have bopæl hos både far og mor de første tre måneder efter skilsmissen.

Men den foreløbige erfaring hos Mødrehjælpen er, at en del af systemet virker modsat. Det skriver Politiken onsdag.

- Det, vi indtil videre kan se i forhold til denne her regel, er, at den desværre ser ud til at forlænge og forøge konflikterne for børnene, siger vicedirektør i Mødrehjælpen Trine Schaldemose til Ritzau.

Særligt den nye bopælsregel skaber problemer. Reglen blev blandt andet lavet, så forældrene ikke træffer afgørende beslutninger, mens de er i krise over skilsmissen.

- Inden lovgivningen trådte i kraft, der havde vi en bekymring om, at denne her dele-bopælsperiode på tre måneder i højere grad ville forlænge en afgørelse, end den ville give tid og rum til eftertanke.

- Det, vi kan se nu, er, at det desværre ser ud til, at det er sådan, det bliver, siger Schaldemose.

I den første halvanden måned med de nye regler modtog Mødrehjælpens rådgivning godt 300 spørgsmål om reglerne. 52 af dem handlede om den delte bopæl.

Henvendelserne kommer eksempelvis fra forældre, der ikke kan søge ny bolig, fordi det er uafklaret, om de skal bo med deres børn.

Forældrene er også usikre på, hvordan de er stillet, hvis en dommer senere skal afgøre, hvem børnene skal bo hos. Det er nemlig kutyme, at den forælder, som børnene har folkeregistreret adresse ved, er bedst stillet i retten. Derfor vil mange forældre ikke fraflytte den fælles bolig.

Foreningen Danske Familieadvokater oplever samme problemer med de nye regler. Det siger foreningens formand, Anne Broksø, til Politiken.

- Vi støder hele tiden på familier, som lider under den her regel. Ikke mindst børnene, som er tvunget til at bo midt i konflikten i tre måneder ekstra, fordi ingen af forældrene tør flytte.

- Undervejs bliver konflikten mellem forældrene ofte optrappet, fordi situationen er så højspændt.

Den socialdemokratiske socialordfører, Camilla Fabricius, er klar til at lytte til forældrene:

- Der er jo tale om helt nye regler, som man er nødt til at evaluere på et tidspunkt. Når det skal ske, vil vi meget gerne inddrage Mødrehjælpens erfaringer for at se, om der er noget, som skal justeres.

/ritzau/