Sommer er lig med besøg i forlystelsesparker, sommerland og zoologiske haver, men bliver det overhovedet muligt med regeringens 'nye' forsamlingsforbud?

Tirsdag blev det nemlig slået fast, at det frem til 1. september bliver forbudt at mødes mere end 500 personer.

Og det kan selvsagt blive problematisk for mange af landets attraktioner, som lever af både danske og udenlandske turister hvert år. B.T. har kontaktet en lang række af landets største turistattraktioner for at høre, hvordan de griber det nye scenarie an.

Tivoli

Tivoli København
Tivoli København Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Hos Tivoli er man klar til at åbne 11. maj med en række tiltag, der skal sikre, at gæsterne ikke kommer for tæt på hinanden, fortæller Lars Liebst, der er direktør i Tivoli.

»Vi forventer at åbne 11. maj, men det bliver ikke en normal åbning, som vi kender. Vi vil forsøge at undgå lange køer ved at lave nogle digitale køer, og så vil vi sørge for, at der er afstand mellem vores gæster,« fortæller han og tilføjer, at man endnu mangler klare retningslinjer fra myndighederne.

»Vi efterlever myndighedernes retningslinjer, men dem har vi ikke modtaget endnu, så vi ved heller ikke, hvor mange vi må lukke ind. Vi mangler også noget om vores forlystelser, men her har vi forberedt os på, at de skal sprittes af løbende,« siger Lars Liebst.

Bakken

Bakken
Bakken Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Bakken kan bryste sig af at være verdens ældste forlystelsespark, og her forventer man at åbne 11. maj - dog med aflysninger af enkelte arrangementer.

»Vi går efter at åbne 11. maj, og vi er i gang med at forberede åbningen, så vi er klar til at modtage gæster. Og så vil vi selvfølgelig overholde de restriktioner, som er udstedt af myndighederne til den tid,« siger Bakkens direktør, Nils-Erik Winther.

»Men som forlystelsespark er det også rart, at der nu er sat et loft på. For så kan vi komme i gang med at aflyse de arrangementer, hvor vi ved, at der kommer flere end 500 mennesker,« siger han og tilføjer, at det blandt andet gælder Bakkens store sankthans-arrangement, som nu vil blive aflyst.

Fårup Sommerland

Rutsjebanen Orkanen i Fårup Sommerland, 16. juli 2018. Orkanen er på 453 m og topfarten er 75 km/t
Rutsjebanen Orkanen i Fårup Sommerland, 16. juli 2018. Orkanen er på 453 m og topfarten er 75 km/t Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hos Fårup Sommerland er man optimistiske efter dagens udmelding.

»Grundlæggende kan vi ikke sige noget med sikkerhed endnu, fordi udmeldingen kan tolkes på flere måde. Vores umiddelbare holdning er dog, at en øvre grænse på 500 personer i et område så stort som Fårup Sommerland, hvor gæsterne spreder sig ganske meget, er til at arbejde med,« siger Rasmus Mortensen, der er marketingschef hos Fårup Sommerland.

Han tilføjer, at man forventer at åbne Fårup Sommerland 21. maj.

I forhold til de områder, hvor gæsterne kan risikere at komme til at stå tæt - eksempelvis i køerne til forlystelserne og lignende - vil parken indføre tiltag, som skal sikre, at gæsterne kan holde afstand, ligesom man har gjort i supermarkederne.

Sommerland Sjælland

Den sjællandske feriepark, der åbnede tilbage i 1985, oplyser til B.T., at man efter planen åbner 16. maj, men at man selvfølgere agerer inden for det, man må.

»Vi har jo heldigvis et kæmpe areal, og myndigheder har sagt, at vi gerne må holde åbent. Derfor er vi også i gang med en lang række forberedelser inden åbningen, som skal være med til, at vi kan efterleve de restriktioner, der er. Nu må man ikke være mere end 10 personer samlet, og det skal vi selvfølgelig overholde,« siger direktør i Sommerland Sjælland Kåre Dyvekær og tilføjer, at man har iværksat tiltag, så man i børnehøjde kan fortælle børnene, hvordan man holder afstand.

Zoologiske haver

Zoologisk Have
Zoologisk Have Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Fra den 1. maj bliver det igen muligt at besøge de zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud, som har været lukket siden 18. marts.

De fire haver oplyser i en fælles pressemeddelelse, at de har fået Rigspolitiets accept til at åbne, så længe de følger myndighedernes krav.

»Vi er i de fire zoologiske anlæg allerede nu i fuld gang med at sikre, at alle krav og anbefalinger fra politi og sundhedsmyndigheder bliver overholdt, så man kan få en sikker tur i zoo. Vi vil derudover også løbende være i dialog med myndighederne, så vi tilpasser forholdene, efterhånden som retningslinjerne måtte ændre sig.«

Djurs Sommerland

Djurs Sommerland. Rutchebane. Foto: Flemming Krogh
Djurs Sommerland. Rutchebane. Foto: Flemming Krogh Foto: flemming krogh
Vis mere

Hos Djurs Sommerland valgte man i marts at flytte dagen for årets sæsonåbning fra den 2. til den 20. maj.

Selv ikke efter regeringens udmelding tirsdag kan parken dog endegyldigt sige, om det vil være muligt at åbne på denne dato.

»Vi afventer yderligere tilbagemeldingerne fra myndighederne for at kunne afklare, hvad der skal ske i forhold til åbningen af Djurs Sommerland, så jeg kan desværre ikke sige yderligere på nuværende tidspunkt,« siger Henrik B. Nielsen, der er administrerende direktør i parken.

Jesperhus Feriepark

CXO: Jesperhus Feriepark
CXO: Jesperhus Feriepark Foto: Henning Bagger
Vis mere

Heller ikke hos Jesperhus Feriepark har tirsdagens udmelding fra regeringen givet klarhed om, hvornår man igen kan slå dørene op til ferieparken.

»Indtil videre er udmeldingerne for uklare til, at vi kan give et endegyldigt svar på, hvornår vi kan forvente at åbne,« siger Jesper Overgaard, administrerende direktør for Jesperhus Feriepark, hvor man altså ligesom i Tivoli savner konkrete tal for antal af gæster i parken og klare retningslinjer fra myndighederne.

»Hvis det er noget med, at der skal holdes to meters afstand, så kan det fint overholdes alle steder i parken. Spørgsmålet er i højere grad, hvor mange personer der må være samlet ét sted. Er det 10 personer som nu, så kan vi ikke åbne,«  siger Jesper Overgaard.

Ree Park

Elg. Ree Park - Ebeltoft Safari. Foto: Flemming Krogh
Elg. Ree Park - Ebeltoft Safari. Foto: Flemming Krogh Foto: flemming krogh
Vis mere

Hos Ree Park Safari oplyser man, at parken åbner for sæsonen den 25. april klokken 10.00.

'Vi er glade for at kunne meddele, at Rigspolitiet har vurderet, at Ree Park Safari gerne må holde åbent,’ skriver de på deres hjemmeside.

Parken strækker sig over et 45 hektar stort areal, og derfor er det altså blevet vurderet, at gæsterne har rig mulighed for at besøge parken og dyrene uden at gå på kompromis med myndighedernes anvisninger. Derfor kan vi nu, med respekt for den nuværende situation og myndighedernes anvisninger og vejledninger, meddele, at vi åbner for sæsonen d. 25. april kl. 10.

BonBon-Land

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Myndighedernes retningslinjerne skaber fortsat tvivl om sommeren hos BonBon-Land, hvor man endnu ikke er sikker på, hvilken dato man åbner.

»Vi arbejder efter at åbne 21 maj, men eftersom at vi ikke har en dato på godkendelse af parken, er det muligt, at det bliver en uge eller to senere,« skriver salg- og marketingschef Mette Rasmussen i en mail til B.T.

»Vi melder ud på vores hjemmeside, så snart vi kender den endelige dato.«

Den Blå Planet

Den Blå Planet
Den Blå Planet Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Hos den Blå Planet holder man lukket frem til 10. maj, og man ved endnu ikke, om man kan åbne derefter, oplyser direktør Jon Diderichsen.

»Indtil videre forholder vi os til, at vi er påbudt lukket frem til og med 10. maj 2020. Hvad der herefter kommer til at ske, ved vi endnu ikke. Vi afventer nye retningslinjer fra myndighederne i forhold til tiden efter 10. maj 2020,« siger han og tilføjer:

»Når vi får vores åbningsdato oplyst, vil det være en ny version af Den Blå Planet, som gæsterne vil møde. Vi vil naturligvis efterleve alle restriktioner, herunder skærpet hygiejne, krav til antal gæster i huset, anviste afstande og mere. Også vores formidling og dagsprogram vil tage højde for disse retningslinjer.«

Legoland

Legoland
Legoland Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Med sine 140.000 kvadratmeter hører Legoland også til blandt landets største forlystelsesparker, og det er tilsyneladende en fordel i disse coronatider.

»Vi har et meget stort areal, som vi kan fordele vores gæster ud over, så vi går ud fra, at vi kan åbne på et tidspunkt efter 10. maj, så det stadig bliver muligt at komme i Legoland hen over sommeren,«  fortæller Kasper Tangsig, der er pressechef i Legoland, til Jydske Vestkysten.

Han tilføjer over for mediet, at man lige nu arbejder på en række tiltag, der skal være med til at sikre, at gæsterne kan holde den fornødne afstand til hinanden.

Legoland vil eksempelvis kigge på, hvordan gæsterne står i kø til forlystelserne.