Nye regler for de gymnasiale uddannelser betyder, at gymnasierne kan slå hårdere ned på de elever, som deltager i de såkaldte 'puttemiddage' og 'puttefester', hvor helt nye piger og drenge på skolerne udvælges ud fra deres udseende og i nogle tilfælde skal igennem grænseoverskridende udfordringer, før de kan få lov at deltage i en middag med de ældste elever.

Men det er ikke alle gymnasier, der er bevidste om, at de rent faktisk kan straffe eleverne, når de udsætter de yngre elever for de grænseoverskridende og ekskluderende traditioner.

»Vi har slet ikke juridisk hjemmel til at give en advarsel til en elev, der deltager i en privat fest. Derfor går vi i stedet ud og appellerer til, at 1.g'erne boykotter festen, og at 3.g'erne udtænker andre koncepter,« udtalte Rungsted Gymnasiums rektor, Ruth Kirkegaard, onsdag.

Men det er ikke sandt. Det oplyser Undervisningsministeriet til B.T.

I september 2017 blev 'Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser' nemlig opdateret, og i den forbindelse blev det skrevet ind i bekendtgørelsen, at elever kan sanktioneres for deres adfærd i fritiden, hvis denne adfærd har haft en 'direkte indflydelse på undervisningsmiljøet, herunder ordenen og samværet på institutionen'.

Og den definition passer på 'puttemiddage', mener ministeriet.

'Generelt kan det ikke udelukkes, at 'puttemiddage', som beskrevet i medierne de seneste dage, af en rektor kan opfattes som havende direkte indflydelse på undervisningsmiljøet,' skriver Undervisningsministeriet i en e-mail.

På netop Rungsted Gymnasium er 'puttemiddage' i særdeleshed en tradition, som ledelsen kæmper med at komme til livs. B.T. har tirsdag og onsdag kunnet videregive detaljer fra såkaldte auditions til 'puttemiddage' på det nordsjællandske gymnasium fra 2016 og 2017. Her er nye elever på skolen blevet ført ned i et grønt område uden for skolens område, hvor de har skulle dyste i en række udfordringer.

Pigerne har skullet sutte på en agurk med et kamera monteret, udføre seksuelt inspirerede danse på drengene, sprænge balloner med samlejebevægelser mod drengene og slikke flødeskum af en af drengenes bare mave. Alt imens en stor gruppe af de ældre drenge fra gymnasiet stod og heppede.

Og i år er ingen undtagelse. De såkaldte 'auditions' har endnu ikke fundet sted, men udvælgelsen af de flotteste nye drenge og piger på skolen er i gang. Det bekræftede rektor Ruth Kirkegaard onsdag.

Derfor samlede hun også hurtigt sine næsten 1.000 elever og appellerede til, at traditionen stoppes. Derudover har hun kontaktet elevernes forældre, som hun har opfordret til at tage en snak med deres børn.

B.T. har også beskrevet, hvordan de ældste elever på Øregård Gymnasium i starten af dette skoleår har taget billeder af de yngste elever, som skal bruges til at vurdere, om de er attraktive nok til at modtage en invitation til 'puttemiddagen'.

Derfor har rektor Pia Nyring allerede samlet eleverne flere gange, og hun er også parat til at gøre brug af de nye regler:

»Jeg har talt med eleverne og sendt beskeder til forældrene, men hvis det ikke hjælper, så er vi klar til at overveje de nye regler og de muligheder, de giver. Det er da klart,« siger Pia Nyring.

B.T. har forsøgt at gøre Ruth Kirkegaard opmærksom på Undervisningsministeriets svar, men hun er ikke vendt tilbage.

Efter artiklens publicering har Ruth Kirkegaard henvendt sig til B.T. og ønsket at uddybe sagen.

»Ja, det er muligheder i bekendtgørelsen, men jeg mener bestemt ikke, at det er muligheder, der gør, at vi skal tage ud til private fester og dele advarsler ud,« siger rektoren og uddyber.

»Jeg mener i stedet at det er skolens opgave at markere helt tydeligt, at vi som skole tager skarp afstad fra koncepter som auditions, fordi de slet ikke ligger i tråd med skolens værdier som sammenhold, respekt og fællesskab.«