Nye råd skal forhindre farlige situationer med cyklende turister
Otte ud af ti københavnske cyklister oplever, at cyklende turister udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem.

Otte ud af ti københavnske cyklister oplever, at cyklende turister udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem.

Mange turister vil gerne opleve København fra en cykel. Det giver dog indimellem uhensigtsmæssige eller farlige situationer.
Det skyldes, at turister ofte er urutinerede og ikke kender de skrevne og uskrevne regler på cykelstien.
Faktisk oplever cirka otte ud af ti københavnske cyklister, at cyklende turister udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik fra 2025.
Derfor kommer Rådet for Sikker Trafik nu med gode råd til de cyklende turister, som de kan møde i bybilledet og på sociale medier.
- København er kendt som cykelby ude i den store verden, og det er da også enestående at opleve kongens København på to hjul.
- Desværre er turisterne ikke vant til den københavnske cykelkultur og kender ikke nødvendigvis færdselsloven, så derfor kommer vi med gode råd og viden om de vigtigste regler lige der, hvor de lejer deres cykler, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.
De cyklende turister opfordres til at give tegn, når de stopper eller drejer, holde til højre på cykelstien og cykle uden for myldretiden om morgenen og eftermiddagen.
Rådet for Sikker Trafik kommer dog også med opfordringer til de københavnske cyklister.
En tidligere undersøgelse blandt 18-40-årige cyklister i landets fem største byer viser nemlig, at knap halvdelen af cyklisterne selv bryder færdselsreglerne en eller flere gange på en gennemsnitlig cykeltur.
- Alt for mange cyklister bøjer reglerne, når de cykler i byen, og det er ikke bare farligt, men det gør det også svært for turister at gennemskue den korrekte adfærd, hvis de ser hjemmevante cyklister bryde reglerne.
- Derfor vil vi gerne opfordre alle københavnere til at gå foran med et godt eksempel og samtidig udvise lidt ekstra hensyn i turistsæsonen, siger Jakob Bøving Arendt.
/ritzau/