Flere kunder, der har besøgt storcenteret Kronen i Vanløse tirsdag eller onsdag i denne uge, er blevet noget chokerede, da de efter deres shoppetur stod med en ekstra regning på 795 kr.

Under vinduesviskerne sad en bøde, selvom kunderne i første omgang troede, at de havde to timers fri parkering.

Men hvad kunderne ikke vidste var, at parkeringssystemet i mellemtiden var blevet ændret. Ifølge storcenteret Kronen var de heller ikke selv klar over det.

»Årsagen til, at problemet opstod, var, at OnePark ændrede reglerne uden at kontakte Kronen Vanløses administration. Reglerne er nu ændret tilbage til de gamle regler, så man bare kan sætte sin p-skive som tidligere,« siger marketingmanager Julie Zerlang fra Kronen Vanløse.

Da storcenteret ikke kendte til ændringen, havde de ikke skiltet eller på anden måde gjort kunderne opmærksomme på de nye regler. Det fik de uvidende bøde-modtagere til at stryge til tasterne på Facebook. En skriver blandt andet:

’Fair nok man ændrer P-regler, men at I ikke med store opslag fortæller om det er simpelthen bondefangeri af værste skuffe,’ skriver Rene Malm Nielsen blandt andet på Facebook.

En anden kunde skriver, at hun langt fra var den eneste, der forlod storcenteret med en bøde i hånden.

’Har lige været i Kronen mødte 5 med parkeringsbøder fordi der ikke ved opgangsdøren stod vagter til at orientere om den nye ordning. Ren pengemaskine,’ skriver en kunde på den lukkede Facebook-gruppe ’2720 Vanløse’.

En tredje kunde nægter at betale sin afgift. Han skriver på Kronens Facebook-side:

’Hvorfor at der ikke sat store skilte op med, at man nu skal trække billet. Det burde der være de næste par måneder. Hvis jeg kommer til at betale denne bøde, er det sidste gang jeg sætter mine ben der, da det her er under al kritik,’ skriver Jon Eckhausen.

Storcenteret Kronen forsikrer deres kunder om, at de ikke skal betale bøden.

»Kronen Vanløse tog straks fat i OnePark og har fået annulleret alle bøder, der er udstedt i Kronen Vanløse den 25. og 26. september,« siger Julie Zerlang.