Det er over et år siden, at den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen forsvandt. Siden har politiet efterforsket intenst, men uden at få et gennembrud.

I løbet af sagen har Anne-Elisabeth Hagens mand, Tom Hagen, holdt ganske lav profil i offentligheden.

Men nu skriver VG, at han har været særdeles aktiv og endda har givet adskillige bud til politiet på, hvad der rent faktisk kan være sket.

Den norske avis skriver også, at Tom Hagen har lavet en liste med mulige gerningsmænd, der kan have kidnappet milliardærfruen.

Til det svarer politiet:

»Informationen, som vi får ind, vurderes, og den relevante information følger vi naturligvis op på. Får vi information om navngivne personer, vil det naturligvis også blive tjekket i forhold til efterforskningen, uden at jeg kan forklare med yderligere detaljer,« siger efterforskningsleder Tommy Brøske til VG.

Tom Hagen vil dog ikke be- eller afkræfte de otte e-mails.

Siden Anna-Elisabeth Hagen forsvandt fra hjemmet i Lørenskrog om morgenen 31. oktober forrige år, har ingen hørt fra hende.

Politiets teori er derfor, at hun er død.

Alligevel har familien – heriblandt Tom Hagen – endnu ikke droppet håbet om at finde Anne-Elisabeth Hagen i live.

I juli skrev flere norske medier, at Tom Hagen – som er en af Norges rigeste mænd – betalte 10 millioner norske kroner til personer, der udgav sig for at have kidnappet hans hustru og lovede familien beviser for, at hun stadig var i live mod den klækkelige betaling. Han hørte aldrig fra dem igen efter at have punget ud.