Gartner året rundt. Privat vagtværn. Luksusbiler. Der manglede ikke noget i svindelmistænkte Britta Nielsens sydafrikanske oase.

Det fortæller en af de nærmeste naboer til den efterlyste kvinde fra danskerkolonien Dannevirke midt i den sydafrikanske bush.

»Man kunne ikke undgå at se, at de havde penge. Huset blev passet i alle ender og kanter, og de førte et godt liv og kørte i gode biler,« siger Torben, der ønsker at være anonym, men som B.T. kender identiteten på.

Han og konen boede i en årrække side om side med Britta Nielsen i danskerkolonien.

B.T. kan i dag via dokumenter fra en sydafrikansk virksomhedsdatabase fortælle, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev en del af Dannevirke 22. august 2006.

Samme år udbetalte hun ifølge Børne- og Socialministeriet 4,7 mio. kr. fra Socialstyrelsen til sig selv.

Herfra voksede beløbene støt, og de efterfølgende syv år udbetalte hun flere gange tocifrede millionbeløb til sin egen konto. Beløbene toppede i 2010, hvor hun ifølge ministeriet overførte 15,4 mio. kr. til privatkontoen.

Biler i topklasse

Den lille danskerkoloni Dannevirke består af i alt otte huse, som ligger på en 25-30 hektar stor grund, som ejerne deles om at vedligeholde.

Derfor blev der med jævne mellemrum indkaldt til beboermøder, hvor man mødte de andre ejere. Men kun én gang kan Torben huske, at han har mødt Britta Nielsen.

Britta Nielsen er sigtet for svindel for 111 millioner kroner. Foto: Wiegaarden Fotostudie
Britta Nielsen er sigtet for svindel for 111 millioner kroner. Foto: Wiegaarden Fotostudie
Vis mere

Det var hovedsageligt et familiemedlem til Britta Nielsen, der boede og drev luksusvillaen, som var det største af de otte huse i Dannevirke og det eneste med en gartner ansat året rundt.

»Han boede der mere eller mindre fast, og han var der altid, når vi var der,« siger Torben og fortæller, at de til tider mødtes inde på den lokale restaurant.

»Nogle gange fik vi en sludder og en øl. Det var meget afslappet, og selv om han nok brugte flere penge end os, førte han sig aldrig frem. Han var virkelig en fin fyr, og ham har jeg intet at udsætte på,« siger den tidligere Dannevirke-nabo.

Ud over den faste gartner, som sørgede for, at Britta Nielsens grund rundt om huset altid holdt sig frisk og frodig, skilte carporten foran den 150 m2 store bush-villa sig ud i forhold til de andre huse på vejen.

»Familiemedlemmet og Britta havde hver deres bil. Han havde en Range Rover. En af de rigtig dyre, og Britta havde en Land Rover Defender. Den der gamle klassiske, men helt ny,« fortæller Torben.

Efter et indbrud i huset – som ifølge Torben var helt almindeligt på de kanter – valgte Britta Nielsens familiemedlem at hyre et privat vagtværn, så boligens dyrebare inventar ikke var så nemt tilgængeligt for uvedkommende.

Forretningspartner: »Svineri«

Britta Nielsen er i dag efterlyst af Interpol og mistænkt for at have svindlet den danske statskasse for 111 mio. kr.

I sit job som betroet medarbejder og afdelingsleder i Socialstyrelsen har hun angiveligt siden 2002 udbetalt millioner – fra midler beregnet til samfundets svageste – til sig selv.

Ifølge et fortroligt dokument fra Socialministeriet, som B.T. er i besiddelse af, blev pengene overført til en privat konto i Danske Bank.

Pengesporet spreder sig foreløbig til Sydafrika, Sverige, Tyskland og Holland. I Sverige er Britta Nielsens ødegård blevet beslaglagt, mens der i datterens navn er oprettet firmaer relateret til hestesport i Tyskland og Holland.

Kurator Boris Frederiksen, der står for at opspore og skrabe de mange forsvundne millioner sammen, har desuden fokus på den svindelmistænktes værdier i Sydafrika.

Ud over Dannevirke har et familiemedlem til Britta Nielsen købt to landstykker i nærheden af Dannevirke på i alt 42 hektar, svarende til knap 60 fodboldbaner. De to grunde har ifølge de officielle registre en værdi på 849.000 sydafrikanske rand, svarende til 376.446 kr.

Den ene af jordbesiddelserne er en del af resortet Thula Bush Estate, hvor familiemedlemmet sammen med danskeren Jacob Lyth opførte luksusejendomme.

Her ses en pool ved det feriested i Sydafrika, som den nu anholdte mand blev en del af ved at købe sig ind i projektet. Privatfoto
Her ses en pool ved det feriested i Sydafrika, som den nu anholdte mand blev en del af ved at købe sig ind i projektet. Privatfoto
Vis mere

Jacob Lyth siger til B.T., at han ikke var klar over, at pengene kan være kommet fra svindel.

»Jeg har ikke noget at gøre med det svineri,« siger han.

Indgangen til Thula Bush Estate, hvor et familiemedlem til Britta Nielsen har købt sig ind. Foto: Jeppe Vestergaard Jensen
Indgangen til Thula Bush Estate, hvor et familiemedlem til Britta Nielsen har købt sig ind. Foto: Jeppe Vestergaard Jensen
Vis mere