Lagkagehusets medarbejdere leverer godt en kvart milliard i statskassen via deres skattebetalinger, fordi Lagkagehuset findes i Danmark. Helt præcist 253 millioner kroner. Det viser tal fra den liberale tænketank Cepos, som har foretaget beregningerne på B.T.s opfordring.
Beregningerne viser også, at virksomhederne Sportmaster, Synoptik og Babysams medarbejdere samlet bidrager med 276 millioner kroner til statskassen. Med Lagkagehuset-medarbejdernes bidrag oveni er det altså 529 millioner kroner, som blandt andet kan finansiere 881 sygeplejersker i et år.
Det er dog i overvejende grad ikke virksomhederne selv, som betaler pengene til den danske statskasse, men medarbejderne. Udregningerne er nemlig baseret på de samlede lønsummer, som virksomhedernes medarbejdere får udbetalt, og som de skal betale skat af.
Når de så har fået deres løn, betaler medarbejderne afgifter og moms til staten af de varer, som de køber. Alt i alt på den gode side af en halv milliard årligt.

De enkelte virksomheder har valgt at stille de tal til rådighed for B.T., som Cepos så har regnet på.
Mads Lundby Hansen, vicedirektør og cheføkonom i Cepos, går imod den kritik, der har været rejst af de fire virksomheder og flere andre for at være amoralske foretagender, som ikke bidrager til fælleskabet, men i stedet gemmer sig i skattely.
»Beregningerne dokumenterer, at de her virksomheder skaber gode, solide arbejdspladser, som forøger velfærden i Danmark. Medarbejderne leverer en betydelig skattebetaling via deres løn. Hvis ikke de virksomheder var i Danmark, så var vi et fattigere land,« siger Mads Lundby Hansen.
Men det er jo ikke virksomhederne, der betaler skat, men medarbejderne. Er det så ikke dem, man skal takke?

»Dem skal man takke, men det er trods alt også disse virksomheder, som har skabt arbejdspladserne. Det skal man give dem kredit for. Derfor er det ærgerligt, at de virksomheder, som fuldt ud overholder loven, er blevet udskammet af venstrefløjen,« siger Mads Lundby Hansen.
Mads Lundby Hansen forklarer, at hvis disse fire virksomheder forsvandt fra Danmark, så ville medarbejderne sandsynligvis blive ansat i andre virksomheder. Disse virksomheder ville sandsynligvis producere lidt ringere produkter. Og medarbejderne ville derfor tjene lidt mindre.
»Virksomhederne har den markedsandel, som de har, fordi de er blandt de bedste til at levere på det marked, hvor de opererer. Det er ufint at mistænkeliggøre dem på den måde, som det er sket,« siger han.
Hos den lidt mere socialistisk indstillede tænketank Arbejdernes Erhvervsråd er man helt med på, at de fire virksomheders medarbejdere lægger mange skattekroner i den danske statskasse. Det er dog småt med taksigelser til virksomhederne selv.
Når jeg hører folk tale om, at det er nemt at snyde i skat - og her mener jeg også indenfor lovens rammer - så spørger jeg dem tit om ikke de vil vise mig hvordan man gørAnders Nørgaard Laursen, professor i skatteret
»De penge, som bliver lagt i statskassen, kommer jo fra medarbejderne. Det er ikke noget forsvar for de virksomheder, synes jeg. De penge kommer jo ikke fra dem,« siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Men skal de virksomheder forsvare sig selv? De overholder jo loven.
»Ja, de undgår jo aktivt at bidrage til fællesskabet. Det er vel derfor, at ejernes virksomheder ligger steder, hvor man ikke betaler ret meget i skat. Det er for at optimere profitten,« siger Lars Andersen.
Ejerne ligger måske i udlandet, men de fire virksomheder her er danske og hører hjemme i Danmark. Hvis de har overskud, så skal de jo betale 22 procent i dansk selskabsskat, uanset hvor deres ejere holder til.

»Ja, men man kan overføre penge på mange måder til ejerselskabet. Man kan låne penge og betale høje renter, eller man kan betale royalties og den slags. Mistanken melder sig i hvert fald. Hvorfor ligger de derude?,« spørger Lars Andersen.
B.T. har spurgt Anders Nørgaard Laursen, der er professor i skatteret ved Aarhus Universitet, om det kan lade sig gøre at slippe for at betale store summer i skat i Danmark ved at føre penge ud af landet ved forskellige kreative metoder.
Han forklarer, at de forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre, faktisk næsten aldrig lade sig gøre.
»Når jeg hører folk tale om, at det er nemt at snyde i skat - og her mener jeg også inden for lovens rammer - så spørger jeg dem tit, om ikke de vil vise mig, hvordan man gør,« siger Anders Nørgaard Laursen og fortsætter:
Hvis ikke de virksomheder var i Danmark, så var vi et fattigere landMads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos
»Det er simpelthen meget vanskeligt at føre penge ud af landet og slippe for at betale skat på den måde. Vi har en effektiv lovgivning på området og et ganske effektivt apparat, der kigger det efter i sømmene,« siger Anders Nørgaard Laursen.
Det bliver for eksempel ofte sagt, at de danske virksomheder låner store beløb af deres ejervirksomheder, som de så betaler store summer til i renteudgifter.
»Men lovgivningen forhindrer, at en virksomhed skaber et kæmpe hul, hvor pengene fosser ud til udlandet,« siger Anders Nørgaard Laursen.
»Loven er indrettet sådan, at et selskab ikke bare kan låne penge af dets ejere til en unaturlig høj rente. Hvis renten er unaturlig høj, får selskabet ikke fradrag for renterne. Og selv om renten er på 'markedsvilkår', kan selskabet alligevel blive nægtet fradrag for renter, hvis selskabet har meget gæld,« siger Anders Nørgaard Laursen.
Mistanken melder sig i hvert fald. Hvorfor ligger de derude?Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Sportmaster er en af de virksomheder, som har været gennem mediemøllen og anklaget for manglende samfundssind, fordi deres ejere er hjemmehørende i Singapore. Omtalen har gjort Sportmasters direktør, Andreas Holm, godt arrig.
»Et blik på vores regnskaber vil vise alle, der tjekker, at der udelukkende føres penge ind i Danmark til drift af Sportmaster. Der går ingen penge ud. Der kan ikke gå penge ud og tilbage til ejerne, før vi igen har overskud og betaler dansk skat,« siger han og tilføjer:
»Mange virksomheder har udenlandske ejere. Uanset ejerforhold skal et selskab, der driver virksomhed i Danmark, betale skat i Danmark. Sportmaster er selvfølgelig skattepligtig i Danmark.«




