Der er fortsat massive problemer med dårlig forældreopførsel til børns fodboldkampe. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU), som B.T. har fået indsigt i.

DBU har foretaget en rundspørge blandt 875 personer over hele landet, som har været til stede ved børns fodboldkampe i DBUs regi. De adspurgte er dommere, spillere, forældre eller andre, som regelmæssigt er til stede ved kampene.

I alt svarer 39 procent, at de har oplevet, at der bliver råbt nedsættende og fornærmende ting til dommerne. Herunder betegnelser som 'er du blind?' eller 'sorte svin.'

DBU har tidligere kørt flere kampagner for at gøre op med den dårlige kultur, men undersøgelsen viser, at der ikke er sket betydelige fremskridt. Det ærgrer DBUs næstformand Bent Clausen.

»Det er stadig for meget. Vi skal gerne have gjort op med den adfærd,« siger han og fortsætter:

»Det er heller ikke acceptabelt at råbe den slags ting på ens arbejdsplads. Folk skal huske, at det er deres barn, der er ude og spille. Ikke dem selv.«

En af dem, som har oplevet den dårlige opførsel på egen krop, er 22-årige Adam Ganer.

Da han dømte en fodboldkamp for cirka to år siden mellem to U14-drengehold, endte det med, at der blev ringet til politiet.

Her ses Adam Ganer
Her ses Adam Ganer
Vis mere

»Kampen forløber problemfrit indtil halvlegen, hvor hjemmeholdet er foran 3-0. Herefter bliver der reduceret, så det pludselig står 3-2,« siger Adam Ganer.

Her begynder problemerne.

»Hjemmeholdet kan mærke presset, og der opstår en hadsk stemning.«

Hvordan det?

»Der kommer nogle små frispark, og hjemmeholdet får et gult kort. Herefter begynder holdets træner at skabe sig. Han løber rundt på sidelinien, råber 'nej nej nej', griner hånligt, lægger sig ned og den slags. Desværre smitter det af inde på banen.«

På spillerne?

»En af spillerne siger til mig, at jeg er 'bare for ringe,' 'nu må jeg fandme stoppe' og den slags. Jeg vurderer, det er for groft, og jeg giver ham et gult kort. Da han allerede har et, så ryger han ud,« siger Adam Ganer.

Ikke længe efter blev kampen fløjtet af - men den dårlige stemning blev kun værre.

»Faderen til ham, som jeg havde udvist, kom over til mig og ville snakke. Men det var meget truende. Han stod med ansigtet lige op i hovedet på mig og sagde, han ville finde min familie og den slags. Det var meget ubehageligt,« siger Adam Ganer.

»Jeg vil normalt gerne forklare mine kendelser og snakke efter kampen, men jeg gider ikke, når det skal være på den måde,« siiger han.

Den vrede far er ikke til at styre.

»Jeg får også at vide, at jeg er en idiot og at jeg har snydt dem. Til sidst kommer der andre forældre til, som må holde ham tilbage med magt, så det ikke udvikler sig,« siger Adam Ganer.

Inden for kort tid dukker en af politiets patruljevogne op. Det viser sig, at en af de andre forældre har følt, det var nødvendigt at tilkalde politiet.

»Det ender med, han bliver sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen, og så vidt jeg er informeret, har han fået en bøde på 2.000 kroner. Desuden fik han karantæne fra sin søns kampe i en periode. Jeg mener, der var tale om et par år,« forklarer Adam Ganer.

Adam Ganer er fortsat dommer og meget glad for det. Det er dog langt fra alle, der fortsætter med at dømme fodboldkampe for børn, når de oplever noget lignende. DBU oplever fortsat, at unge dommere falder fra, fordi de er rystede over forældres opførsel til deres børns kampe.

»Jeg hører tilråb og grimme ord hele tiden. Man skal have små ører, hvis man skal være dommer,« siger Adam Ganer med et smil.

Smil eller ej mener han dog, at den dårlige opførsel er en alvorlig sag.

»Når forældrene står og råber grimme ting, så følger børnene trop inde på banen. Det er klart, at hvis forældrene sad stille og havde en anden tilgang til det, så havde deres børn også en bedre oplevelse,« siger han.

Bent Clausen, næstformand i DBU, mener, at det har været svært at ændre kulturen, da der også er stor udskiftning på forældresiden. Der kommer hele tiden nye børn til, og andre børn bliver store og laver noget andet.

»Det er et langt, sejt træk. Vi er fast besluttede på, at denne her kultur skal ændres,« siger han.

Hvordan?

»Nu sætter vi en kampagne i gang efter den nye undersøgelse. Vi skal også sørge for, at man italesætter det i klubberne. Men det er simpelthen en stor opgave. Det er en kulturændring, der skal til,« siger han.

EFTERLYSNING: Hvis du selv er blevet ophidset til dit barns fodboldkampe og er kommet til at træde lidt over stregen, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv til journalist Peter Astrup på past@bt.dk.