»Vi kan se på mænds holdning til coronavirus, at der er en større risikoadfærd. De tænker ikke, at det er så farligt«.

Sådan siger Svend Aage Madsen, forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed, til DR.

Udtalelsen kommer i kølvandet på en ny dansk rundspørge, som Forum for Mænds Sundhed har foretaget.

Mere konkret viser rundspørgen, at knap en femtedel af alle mænd gerne tager til en fest med over 10 deltagere.

Svend Aage Madsen.
Svend Aage Madsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Det er især de unge 18-39-årige, der ser stort på forbuddet mod at samles mere end 10. Et forbud, der foreløbig gælder frem til d. 22 november.

38 procent af mændene vil tage til festen uanset antal. Det gælder kun 17 procent af kvinderne i samme aldersgruppe.

Svend Aage Madsen og hans kolleger har lavet undersøgelsen for at sætte fokus på mænds helbred og for at blive klogere på, hvorfor mænd ser ud til at blive hårdere ramt af coronavirus end kvinder.

Forskeren ved ikke, om det skyldes noget biologisk, eller om mænds adfærd er den største årsag. Det kan også være en blanding.

Mænds mere afslappede holdning kan for eksempel føre til, at flere af dem bliver smittet, og dermed bliver flere også hårdt ramt af virusset, lyder det fra forskeren.

Undersøgelsen er gennemført af analysefirmaet Norstat i november 2020. Den omfatter 1.000 personer (494 mænd og 506 kvinder) i alderen 18+.