Er du klar til at skulle arbejde for en virksomhed, hvor du aldrig kommer til at møde dine kolleger eller chefer? Hvis ja, så er du langt fra den eneste.

En ny undersøgelse viser, at hver fjerde dansker (24%) er klar til netop dette.

Det er en undersøgelse som YouGov har foretaget for it-leverandøren Atea.

»Corona-krisen har understreget behovet for et fleksibelt og hybridt arbejdsliv. Det stiller nye krav til arbejdsgiverne om at forstå de individuelle behov og ønsker hos medarbejderne og så vidt muligt indrette arbejdspladsen efter det. Men det giver også nogle fantastiske muligheder for at reducere omkostninger, arbejde mere effektivt sammen og alene og skåne klimaet,« siger Kathrine Forsberg, administrerende direktør i Atea.

Af andre spændende tal fra undersøgelsen, er det også bemærkelsesværdigt, at tre ud af fire danskere (72%) mener, at de arbejder mindst lige så effektivt hjemmefra, som hvis de sad på deres arbejdsplads.

57 procent af de adspurgte vil fremover gerne arbejde mere hjemmefra, end hvad tilfældet var før coronakrisen, mens 34 procent helst ikke ser, at de skal arbejde mere fra hjemmekontoret.

Tip os: Har du kendskab til en, der ville arbejde hjemmefra resten af sit liv, hvis personen fik mulighed for det? Så skriv til journalist Andreas Stenshøj på akst@bt.dk.

»Jeg tror lige som de fleste danskere på, at vi ser mod en ny virkelighed, hvor fysiske arbejdspladser ikke i samme grad danner fundamentet for en arbejdsplads. Det betyder ikke kun, at vi skal finde nye måder at arbejde på, men også lære, hvordan vi med hjælp af teknologi kan skabe fundament for kultur, identitet og sociale relationer på arbejdspladsen,« siger Kathrine Forsberg og fortsætter.

»Vi rykker fra den basale brug af teknologi, hvor visse møder blev afholdt digitalt, til at bruge langt flere digitale funktioner i hverdagens arbejdsliv.«

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er 924 danskere, der er blevet adspurgt. Samtlige har været mindst 18 år, og de har været i arbejde i perioden 14. - 23. maj 2020.